fredag den 30. april 2010

Udstiller du dig selv på internettet?

En af de ting, Isabel og jeg tit i fællesskab har undret os over, er den måde, hvorpå nogle bloggere lægger hele deres liv til skue på internettet, og fortæller åbenhjertigt om deres crushes på klassekammerater, sexliv, jobs og diverse personlige problemer. Alt sammen lige ved siden af data som navn, billede og emailadresser. Kort sagt en meget offentlig tilgang til emner, man måske kunne spekulere på, hvorvidt man ønsker andre skal læse.

Vi har længe spekuleret over, hvor meget vi skulle give af os selv her på bloggen. For når man bare sidder alene foran skærmen og skriver kan det hurtigt virke som positiv envejskommunikation, hvor man skriver sine tanker ned i et ellers ansigtsløst medie og ikke behøver at tage stilling til, hvem man skriver til og hvordan de vil bruge ens oplysninger. Man bliver altid glad, når man ser, at folk gider at læse, hvad man skriver, men hvem ved, hvem ens 15-15.000 daglige læsere er? Og hvad de bruger informationer om dit sexliv eller billeder af dine børn til?

Men det er jo også lidt en balancegang, for en blog kan hurtigt blive kedelig, hvis den bliver upersonlig. Og vi har da af og til overvejet, om ikke det er SidneyLises svaghed, at vi holder vores kort relativt tæt ind til kroppen og ikke fortæller vidt og bredt om, hvorvidt Isabel skændes med sin kæreste eller hvem Anne Sofie dater. Men samtidig er vi bare meget bevidste om, at hvad der én gang skrives på internettet ikke sådan nødvendigvis kan være let at få slettet igen, og at der bare er visse ting i vores liv, vi ikke har lyst til at dele med et par tusinde danskere - også selvom vi virkelig værdsætter vores læsere.

Nå, men anyways... Isabel, som i øvrigt er på ferie i Nice pt. (mens jeg skriver eksamensopgave - hvor lidt retfærdighed er der lige til i verden?), skrev et godt indlæg om dette emne på Modebevægelsen, som kommer rundt om nogle lidt andre aspekter end jeg gjorde her. Og hvis I har tid vil jeg virkelig anbefale jer at læse det:


Hele verden har nøglen til din dagbog


God helligdag!

- Anne Sofie

onsdag den 28. april 2010

To baby or not to baby

Hvis I fik at vide, lige nu og her, at I var gravide, hvordan ville I så reagere?

Jeg snakkede med nogle veninder om det forleden, og de fleste af dem var bare all for abort. Ikke at de var ligeglade, eller ikke skænkede det en tanke, men det var ligesom den eneste mulighed i deres øjne. Men… Jeg kom til at tænke på, hvad nu hvis man FIK babyen? Så ville alt ens frihed jo være ovre, man ville være mor , man skulle skifte ble, stå op om natten og stoppe med at drikke sig fuld i rosévin med Anne Sofie på fire ud af syv dage om ugen… Men der ville vel også være fordele? Nu har jeg desværre overskredet grænsen til at være med i De Unge Mødre, så nogen reality-star ville jeg ikke blive. Men stadig! Man kunne style babyen i verdens sødeste tøj og baby-converse og give den et sødt navn, der ikke var Noah-William, og man kunne altid få plads i bussen. Selv i 5A! Og weirdos på gaden ville stoppe med at lægge an på én – for det kan godt være at de er dødligeglade med vielsesringe, men de er ikke ligeglade med babyer! Og man ville aldrig skulle gå ude på brostenene i sine stiletter, fordi mødre med barnevognene fyldte hele fortovet, for så kunne man bare selv anskaffe sig en ordentlig tank af en barnevogn og fylde endnu mere. Så faktisk. Faktisk ved jeg ikke helt om jeg ikke ville vælge babyen. Minus at skulle føde, stå op om natten og skære ned på alkoholen. Men ellers?

Jeg så også den sødeste baby på en café forleden, som jeg havde lyst til at tage med hjem. Hvilket måske endda ville være en bedre løsning, for så kunne man aflevere den igen, når den blev sulten eller skulle skiftes. Jeg diskuterede muligheden med Anne Sofie, men hun mente at jeg skulle anskaffe mig en hundehvalp i stedet. Pfff, det er jo ikke det samme! Man kan jo ikke give en hundehvalp baby-converse på!


Århh, se lige hvor søde de er! Jeg overvejer at købe et par, bare som pynt. Men det ville måske være lidt freaky - lidt i stil med dem, der køber deres brudekjole lang tid før de finder ham de skal giftes med. Så ville jeg ikke være en Bridezilla, men en Babyzilla!

Min anden veninde har det dog ret svært med babyer. Et udsnit af hendes (jokende) kommentarer om babyer:
”Are all babies this fat??” (på café, hvor der var fyldt med babyer)
”Omg, that one i sooo annoying!” *peger på baby, der græder*
”Seriosly, if I had a baby, I would put some perfume on it – is it me, or are they always smelly?”

Jeg håber ikke hun får en baby inden for nærmeste fremtid. Jeg er sikker på, at hun ville give den en iPod i ørerne med Britney på, mens hun stoppede den i mavebluse og satte dens hår med hårspray, og det er nok ikke så smart. Men vi har en anden veninde, der virkelig burde få en – hun er så sød og ordentlig og bor sammen med sin kæreste på Østerbro (bare DET indikerer jo at man skal have en baby. Østerbro, altså). Så vi har planlagt at hun skal have en om et år, og nu er vi i gang med at finde et navn til den.
Hvad synes I hendes baby skal hedde? Vi er lidt henne i noget Alberte. Det skal i hvert fald ikke være for posh. Det bliver forresten en pige, har vi besluttet :)

mandag den 26. april 2010

XX foreslog, at du bliver fan af...

XX blev fan af Totalt Ligegyldig Fanside om Ligegyldige Ting på Facebook og foreslog, at du også skal være det.

Klik på nedenstående link for at se flere detaljer og bekræfte invitationen:
http://www.facebook.com/totalt-ligegyldig-side-om-ting-der-ikke-interesserer-mig-i-den-mindste-grad-og-i-hvert-fald-slet-ikke-nok-til-at-jeg-gider-at-have-min-indbakke-oversvømmet-af-mails-hvor-folk-foreslår-at-jeg-bliver-fan-af-alt-muligt-gøgl.html

Tak,
Facebook-teamet


Ovenstående er et eksklusivt indblik i, hvordan min email-indbakke ser ud lige pt. Jeg har i løbet af den seneste uge fået ikke mindre end 16 invites til forskellige fanpages af alt fra diverse gymnasiebands, jeg aldrig har hørt om, til Garfield (okay, den accepterede jeg så, men alligevel).

Og nu bliver jeg nødt til at spørge: Har Facebook lavet en ny funktion, der gør, at man automatisk sender emails rundt til folk, når man foreslår sider til andre? Eller er der faktisk 16 mennesker, der har siddet og tænkt: "Hm... i tilfælde af, at Anne Sofie og de andre sagesløse folk ikke selv skulle kunne finde ud af at tjekke deres Facebook-profiler vil jeg da liiiiiiiige sende dem en invite i indbakken, så de kan blive rigtig glade, når de ser at de har fået post og så er det bare en invitation til at blive fan af min venstre lilletå eller noget andet ligegyldigt. Haha!"

Lyder jeg indebrændt?

Man kan vel se det som noget positivt, at jeg har så få problemer i mit liv, at jeg kan blive virkelig irriteret over spammails. Især når det er de samme mennesker, der sender en invites igen og igen:
"Bliv fan af mit gymnasieband!"
Afvis
"Bliv fan af mit gymnasiebands optræden på mit gamle gymnasium!"
Afvis
"Bliv fan af mit gymnasiebands nye hjemmeside!"
Afvis
"Bliv fan af mit gymnasiebands nye logo!"
Afvis
"Bliv fan af min bedste vens gymnasieband!"
...

Jeg har en slags intern FB-krig kørende med en person fra min venneliste. Han sender mig nemlig ugentligt invites ala ovenstående, og på et tidspunkt blev jeg så irriteret og barnlig, at jeg er begyndt at sende ham SidneyLise-invites, hver gang han sender mig en. Så nu er det sådan her:

"Bliv fan af mit gymnasieband!"
Afvis
"Bliv fan af SidneyLise!"
Afvis
"Bliv fan af mit gymnasiebands optræden på mit gamle gymnasium!"
Afvis
"Bliv fan af SidneyLise!"
Afvis
"Bliv fan af mit gymnasiebands nye hjemmeside!"
Afvis
"Bliv fan af SidneyLise!"
Afvis
"Bliv fan af mit gymnasiebands nye logo!"
Afvis
"Bliv fan af SidneyLise!"
...

Jeg har vel sendt ham omkring 5 invites efterhånden og jeg bliver ved indtil han indser, hvor irriterende det er. Hvis ikke dette snart giver pote overvejer jeg at køre det tunge skyts frem og oprette flere fansider: "Bliv fan af SidneyLises header!", "Bliv fan af SidneyLises optræden i Aftenshowet!", "Bliv fan af SidneyLises bryster!", og så skiftevis sende invites til dem allesammen!

Det lader i øvrigt til at være en generel opfattelse blandt vores læsere, at jeg er den modne SidneyLise. Dette kan vi vidst roligt få dementeret efter dette indlæg...

- Anne Sofie

P.S. Det er altså helt tilfældigt, at jeg altid virker super indebrændt og bitter i mine mandagsindlæg. På trods af, at jeg er fan af Garfield.


søndag den 25. april 2010

SidneySkamfuld

Vi har vel alle prøvet at gøre noget, vi skammer os over og efterfølgende at have moralske tømmermænd. Sådan et øjeblik havde SidneyLise i onsdags og efter at have fortrængt det i næsten en uge besluttede vi os for at dele det med nogen. For ligesom at få det ud af systemet.

Fordi det er søndag har vi besluttet os for at gøre dette med interaktion mellem flere medier. Så på et tidspunkt sætter vi en musikvideo ind og den skal I klikke på præcis, når vi skriver det. For musikken er relevant for historien.

Okay, men here goes...

Vi gik ned ad Strøget, da Anne Sofie pludselig får øje på en person, der forekommer hende meget bekendt. Hun kigger på ham og skal lige til at hilse, da det går op for hende, at det er Mikael Wulff!! Hendes eget og Isabels fælles kendiscrush over dem alle.

Anne Sofie får øjenkontakt med ham og han kigger på hende med noget, der enten var gennemført råt, maskulint begær af Heathcliff-agtige dimensioner... Eller også var det fuldkommen irritation over, at endnu en desperat fangirl stod og stirrede vanvittigt på ham midt på Strøget.

Anne Sofie skubber hårdt til Isabel, som er i gang med at fortælle et eller andet (meget vigtigt, skal det lige pointeres):

I: "Av, hvad laver du?????"
AS: "Jeg har lige haft øjenkontakt med Mikael friggin' Wulff!!!!"
I: "Hvad? Hvor??"
AS: "Han elsker mig."
I: "Hvor så du ham?!"
AS: "Han gik lige forbi! Han er dernede!" *hiver fat i Isabel og vender hende om* "SE!!"
I: "Ej, jeg fik ikke set ham! Er du sikker?"
AS: "Ja!!!!!!"






(og nu, kære venner, skal I tænde for ovenstående musik og læse videre)

Der sker så det, som ingen af os rigtigt vil være ved, men vi begynder altså at følge efter ham på afstand. Han går hurtigt så vi småløber for ikke at miste ham af syne, mens vi zigzagger gennem fodgængere og cyklister. På et tidspunkt vender han sig halvvejs om og vi går i panik ved tanken om at blive opdaget af Mikael Wulff, så vi kaster os om bag en container, der meget belejligt stod ved siden af.

Vi gemmer os et par sekunder før vi genoptager forfølgelsen og pludselig krydser vi en sigøjner, der spiller Circus-temasangen. Og det går op for os, hvor godt musikken faktisk passer til det totalt vanvittige projekt, vi havde gang i. Så vi standser op og kigger på hinanden.

I: "Åh Gud, hvor er vi sørgelige!"
AS: "Ja..."
I: "Skal vi ikke bare vende os om og gå ganske langsomt den anden vej og lade som om, det her aldrig er sket?"
AS: "Jo..."
I: "Og aldrig tale om det igen?"
AS: "Nej..."


Så vi børster nogle imaginære fnug væk fra vores jakker, rømmer os og begynder at gå i den modsatte retning, mens vi prøver at se virkelig neutrale ud. Og håber, at der ikke er nogle, der så optrinnet.

Så, nu er det sagt. Nu har vi fået det ud af vores system. Undskyld Mikael Wulff.

- SidneyLise

lørdag den 24. april 2010

Hvorfor det er vigtigt at være klog OG lækker

Intens eksamenslæsning/skrivning, frembringer af og til hallucinationer om lange ferier på Hawaii med drinks i kokosnødder, hængekøjer under palmer og brune stænger. Desværre er virkeligheden lige omvendt: alt for meget kaffe og cola og ingen tegn på brunhed. Overhovedet. Det nærmeste jeg kommer på sommer og sol er den skrivebordslampe, der sørgmodigt lyser mit bord op om natten og en bøtte is fra fryseren, der kalder sig "Tropical Sunrise". Yeah right. Den smager af plastikmango.

Jeg har efterhånden læst fire millioner tekster til min opgave (som skal afleveres på mandag, uh!) og nu er der sket det uheldige, at jeg er begyndt at vælge teorier ud fra teoretikerens udseende og appearance. Lige i øjeblikket har jeg kastet min kærlighed på Jürgen Habermas, der virker som en utrolig rar mand, og som altid har en ting eller to at sige (hint; den belærende finger på billedet). Desuden er han platinblond og tanned, og det vinder man jo altid på!



Jürgen <'3

Michel Foucault er også en mand af kaliber, så han når en stærk andenplads, på grund af hans utrolig gode smag i brillestel. Derudover er jeg vild med, at han knytter hånden på hovedet, når han tænker. Det virker sympatisk.



Han er vist også far til Sidney Lee, hvilket bestemt giver en lille pil opad.



Det er naturligvis lidt et problem at skulle forsvare mit valg af teoretikere i opgaven. Jeg er ikke sikker på, at de godtager et: "Teorien er valgt, idet teoretikeren fremtræder på et æstestisk højt niveau og ydermere viser tegn på god smag. Der tages dog højde for at teoretikerens udseende kan have ændret sig gennem tiden".
Det kan også være, at de er så trætte af at rette opgaver på det tidspunkt, at de kun ser orderne "valgt, teoretikerens, ydermere, gennem tiden" og ikke opdager hvad der står?

Nu sætter jeg mig i hvert fald ind til min lille lampe og resten af min plastikmangois, inden jeg begynder at støvsuge, i ren mangel på flere overspringshandlinger (det er slemt nok, at Anne Sofie og jeg har fået Skype og nu kan plapre løs for free!)

- Isabel

torsdag den 22. april 2010

SidneyLise anmelder sexting

Photobucket


For en måneds tid siden fik vi en mail fra Morten fra Kondomaten, der havde læst vores anmeldelse af penisringe og syntes, at det var ærgerligt, at vi ikke havde kunnet teste dem ordentligt, fordi ingen af os jo har penisser (på trods af hvad diverse rygter siger). Han tilbød os så at sende os nogle goodies fra sin butik, og desperate efter gratis ting sagde vi selvfølgelig ja.

Et par dage efter dumpede der så en pakke ind af Isabels dør indeholdende to fingervibratorer, to orgasmecremer og fire glidecremer - vi var først meget overvældede af det hele, men syntes så egentlig, at det var supergod stil af Morten at sende os to eksemplarer af hver ting. Og vi lovede så at skrive lidt om produkterne, sådan baseret på vores første indtryk.

Photobucket


Play Touch - Fingervibrator: Vi var først sådan lidt... what the hell er en fingervibrator? Er der sket nye ting i den seksuelle sektor, som vi ikke lige havde opfattet? Var fingre blevet det nye klitoris (til Anne Sofies mor og Isabels far: Vi ved slet ikke, hvad den slags er. Vi har bare googlet det.)? Men det viste sig så, at den åbenbart skulle sættes på fingeren som et fingerbøl og så bruges på de... erogene zoner (er det meget frygteligt at man faktisk sidder og fniser over udtrykket "erogene zoner"? Vi er slet ikke modne nok til at skrive om den slags). Den er i øvrigt lang og spids, og når man tager den på fingrene ligner man Wolverine fra X-Men. Men den vibrerer altså og er let at tende og slukke. Og der er ekstra batteri med, hvis nu man skulle bruge det andet op.

Photobucket


Play O Orgasmecreme: Dette var det produkt, vi umiddelbart var mest skeptiske overfor, for hvordan var det lige, at en creme skulle kunne udrette den slags? Var det bare at smøre den på og så vente på, at der skete noget? Nu har vi generelt ikke rigtigt tiltro til cremer, der skulle udrette mirakler, som f.eks. vægttabscreme og anticellulitecreme, der alligevel aldrig virker. Men vi læste altså indlægssedlen der skrev om "øget blodtilførsel" og den slags, og da vi åbnede flasken gik der et lys op for os. Anne Sofie: "Den lugter præcis som min lipplumber fra MAC. Du ved, den der lipgloss, der giver fyldigere læber ved at øge blodtilførslen og... guuuuuud! Det er jo det samme, den her gør! Det her er basically lipplumber til skrævet!!!" Og det var faktisk helt rigtigt. Det er præcis samme princip - man kunne garanteret bruge den på læberne også. Eller sin lipplumber dernede. Hvis man ikke har et problem med glimmer i de nedre regioner, altså. Anyways...

Photobucket


Glidecremer (Heat & Tingle): Vi fik to forskellige glidecremer, nemlig Heat og Tingle. Heat er - meget overraskende - varmende, mens Tingle pga noget mentholværk, der dog ikke er menthol for det ville nok svide ret meget, giver en prikkende fornemmelse. Isabels første observation var, at det åbenbart kunne spises, hvilket førte til følgende samtale:
I: "Det kan faktisk spises!"
AS: "Ej, det nægter jeg at tro på. Det er garanteret fyldt med alle mulige giftstoffer."
*læser indholdsfortegnelsen* "Bla bla bla, saccarin! Der er sukker i!!"
I: "Det kan ikke passe. Man må ikke putte sukker op i fissen!"
AS: "Isabel!!!"
I: "Du sagde da 'skræv' ligefør."
AS: "Det er noget andet! Men altså. Hvor ved du fra, at man ikke må det? Og hvem kunne overhovedet komme på den idé at putte sukker op i... nej."
I: "Det ved alle og enhver da at man ikke må."
AS: "Hvorfor ikke? Der er den tommerfingerregel, der hedder "Put ikke noget i skeden, du ikke ville putte i munden." Men sukker putter man da netop i munden??"
I: "Hvor er det en twisted talemåde, det der."
AS: "Twisted? Det er da dig, der snakker om at putte sukker op i skrævet."
I: "..."
AS: "Selv ..."


Efter denne ordudveksling gik blev Anne Sofie siddende i køkkenet og surmulede, mens Isabel gik ind i stuen og googlede "skede sukker". Derfor fik vi aldrig åbnet Heat og Tingle, men vi fandt ud af, at "saccarin" er et kunstigt sødemiddel og at man derfor godt må bruge det til det, det er beregnet til, uden at få svamp. Og lad det blive de sidste ord i dette meget seriøse indlæg.

- SidneyLise

onsdag den 21. april 2010

Måske enden på et forhold? :(

Som flere måske ved, har jeg ikke noget normalt tv-signal til mit sølle 19 tommers tv. I stedet har jeg en stueantenne, som er en lille sort ting, der modtager signalet så man kan se DR1, DR2 og TV2. Vores forhold er dog stødt på ret mange komplikationer.
For det første er det verdens største primadonna-antenne. Jeg har aldrig mødt en, der var så besværlig og krævende som den! Den vil kun modtage signal, når man hænger den ud af vinduet i en vinkel på 50 grader mod Nord – og det er desværre ikke en joke; jeg står med hovedet og antennen ude af vinduet og peger den rundt mens tv’et siger ”Rrrhhhhhhhhrrrr…. rrhhhrrr… Der har været flere vejbomber i … rrrrrrrrrrhhhrrrrrr… og det var TV avisen for i aften” SIGNAL! Hurra! Og så er det man skal passe på, for man må absolut ikke rykke til antennen, ellers mister man signalet. Samtidig er det også lidt en ulempe, at jeg kun kan se fjernsyn med vinduet åbent - det er en smule koldt om vinteren, når der er frost udenfor. Derudover er det problematisk når vejret er som i går, for Antenne-Eric har det nemlig ikke godt med regn. Så basically kan jeg kun se fjernsyn om sommeren og når vejret er godt.


Photobucket


Men det slutter ikke her. Primadonna-Eric har nemlig totalt beslaglagt min seng, og har sagt at hvis jeg skal have lov til at se ”Deadline” i aften, skal han have den helt for sig selv, så nu er jeg forvist til sofaen. (Disclaimer: jeg ser ikke Deadline. Men der kommer Dagens Mand! Hvilket jo også er meget vigtigere TV).
Sidste ting, som jeg faktisk har svoret ikke at offentliggøre er, at han er trans. Han går konstant i mit tøj – han bruger endda mine solbriller, når han skal hænge med hovedet ud af vinduet og så har han krævet at blive smurt ind i solcreme, fordi han er bange for at blive rød og skallet. Jeg var ret flov da jeg opdagede det, men nu har jeg langsomt vænnet mig til, at mine bh'er og solbriller lejlighedsvis hænger på ham.




Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Det er et af de forhold, hvor man godt ved, at man ikke er gode for hinanden, men samtidig lever i dyb afhængighed af den andens kærlighed. Jeg har, lidt hemmeligt, overvejet at skifte ham ud med en Boxer. Det er en super svær beslutning, fordi jeg også er en stor tryghedsnarkoman, og Antenne-Eric og jeg har bare så meget historie sammen. Men jeg tror vi er kommet til det punkt i vores forhold hvor det er på tide at sige farvel. Det går bare ikke, at han gør mig mere ked af det end glad, vel? Nu har jeg i hvert fald taget konsekvensen og ændret vores ”in a relationship” status på Facebook til ”it’s complicated” og så må vi se hvad der sker.

- Isabel

tirsdag den 20. april 2010

Har du datet SidneyLise?



Afstemningstime!


For en uges tid siden satte følgende citat fra Isabels kæreste nogle tanker igang hos SidneyLise-crewet: "Jeg ville gerne date Anne Sofie. Hvis jeg havde gjort det ville jeg få eftermæle som den eneste, der havde kna... datet begge SidneyLiser!"

Udover Isabels umiddelbare forbitrelse og Anne Sofies umiddelbare skadefryd medførte det citat også, at SidneyLise tog sig en alvorlig samtale om, hvorvidt vi mon kunne have datet nogle af de samme fyre inden vi mødtes. Og stort var vores chok, da vi fandt ud af, at vi begge to havde datet en fyr med det samme meget usædvanlige navn og som umiddelbart havde totalt det samme signalement.

Efter noget panisk facebook-stalking viste det sig dog, at det heldigvis ikke var den samme, men vi besluttede alligevel at oprette en afstemning for at være sikre på, at vi ikke havde nogle fælles dates, vi ikke umiddelbart havde kunnet komme i tanker om (ikke at der har været så mange, men you know...).

Afstemningsmulighederne er følgende:

1. Ja, jeg har datet begge SidneyLiser
2. Ja, jeg har datet den ene fra SidneyLise
3. Nej, men jeg ville gerne date SidneyLise
4. Nej, men jeg ville gerne date SidneyLise, hvis jeg ikke havde været en pige/haft en kæreste/været bøsse/været i familie med dem
5. Nej, men jeg ville gerne date SidneyLise, selvom jeg er en pige/har en kæreste/er bøsse/er i familie med dem

Vi er spændte på at se, hvor mange, der har datet os/gerne ville date os :) :)

- SidneyLise

P.S. Der er åbenbart et problem med kommentarer på bloggen pt, hvor den ikke viser et korrekt antal kommentarer nedenfor. Hvis man åbner kommentarfeltet er der flere end der umiddelbart står. Og nu har vi brugt ordet "umiddelbart" ufatteligt mange gange i dette indlæg...

mandag den 19. april 2010

In your face(r)!

Jeg har et stort problem, som jeg bliver nødt til at spørge vores jer søde læsere om hjælp til. Hvordan i alverden får man sagt fra overfor facere? Til dem, der ikke umiddelbart kender udtrykket facer, er det de der folk fra Greenpeace, Amnesty, WSPA og lignende organisationer, der stopper en på gaden og prøver at få en til at melde sig ind hos dem. De er i København især koncentreret om Kultorvet, hvor de står og udvælger lette ofre, og det er i de fleste tilfælde mig.

Men nu er mit generelle problem med facere ikke, at de spørger folk om de vil meldes ind i deres organisationer, for det synes jeg faktisk er helt fint. Har jeg tid lytter jeg gerne til deres mærkesager og jeg har meldt mig ind i Amnesty pga en rigtig sød og dygtig facer. Mit problem er, at mange af dem grundlæggende har så lidt respekt for andre mennesker, at de ikke accepterer et nej og jeg har af flere omgange oplevet dem blive decideret ubehagelige.



Jeg oplevede det så sent som i sidste uge. Jeg går over Kultorvet, hvor en fyr fra Greenpeace får øje på mig og begynder at gå hen imod mig. Jeg er blevet stoppet af Greenpeace mange gange og min erfaring er, at de generelt er grovere end Amnesty og Unicef, og jeg kender deres mærkesager ud og ind. Og så finder følgende ordudveksling sted:

"Hey..."
"Hør, jeg kan ligeså stoppe dig her. Jeg er ikke interesseret."
"Jamen, jeg har slet ikke sagt noget endnu."
"Nej, men jeg kan se at du er fra Greenpeace, og selvom jeg har sympati for jeres mærkesager - sædkvalitet og det der - , så vil jeg altså ikke meldes ind hos jer."
"Hvorfor ikke?"
"Helt ærligt så støtter jeg allerede Amnesty, Kræftens Bekæmpelse og diverse hjemløse. Jeg ville virkelig gerne støtte hele verden, men jeg bliver nødt til at sætte grænsen et eller andet sted, og nu synes jeg ligesom, at det må være her."
"Det er ikke noget, du bliver nødt til. Jeg støtter selv med 700 kr. pr. måned, og det gør da ondt, men det er vigtigt."
"Ja, og det er superflot, men jeg har andre prioriteter. Som f.eks. at betale min husleje."
"Jamen, så må du skære ned på cafébesøg og andre luksusting."
"Tror du virkelig, at I får folk til at melde sig ind ved at være ubehagelige og flabede?"
"Nej, men Greenpeace er virkelig en vigtig sag at støtte. Så må du melde dig ud af nogle af de andre ting."
"Nej, vel vil jeg ej. Jeg er ikke interesseret og sådan er det."
"Du vælger altså at sige nej til miljøet og til at gøre en forskel. Synes du selv, at det er rimeligt?"
"Synes du selv, at det er rimeligt at du står her og prøver at give mig dårlig samvittighed? Jeg synes faktisk, at I burde tage at respektere et nej."
"Må jeg ikke give en kop kaffe?"
"Hvorfor?"
"Du ser rigtig sød ud."
"Drop det. Jeg kender godt det trick der."

Og der, kære venner, er det så, at jeg begynder at finde det rigtig groft. For en ting er at være generelt ubehagelig og tilstræbe at give folk dårlig samvittighed over at sige nej, men når det der flirtende aspekt kommer ind, så synes jeg altså, at det går lidt for vidt. Nu er jeg muligvis bare naiv og ude af trit med nutidens forretningsmetoder, men jeg synes ærlig talt at det er at lege med folks følelser at foregive en reel interesse i dem for at platte penge ud af dem.

Man kan så sige, at folk bare kan lade være med at være så naive og hoppe på den slags, men der vil jo altid være nogle ensomme, sølle stakler, der bliver smigrede over opmærksomheden. Og nok er jeg ikke en ensom, sølle stakkel (længere), men indtil jeg havde oplevet det tilpas mange gange (og havde hørt tilsvarende fra andre) var jeg faktisk også i tvivl om, hvorvidt interessen var reel eller ikke.




Så jeg vil måske lade dette være et opråb til facere generelt:

1. Hvis folk er så søde at bruge tid til at lytte til jeres mærkesager, må I altså også belønne dem med at give dem lov til at sige nej, hvis de ikke bliver fanget. Ellers ender det bare med at endnu færre end allerede standser op og lytter.

2. Lad være med at blive personlige og ubehagelige. Igen - hvis folk lader jer tage lidt af deres tid bør I til gengæld behandle dem ordentligt.

3. Lad være med at flirte med folk for at få dem til at melde sig ind. Det er sørgeligt og tarveligt.

4. Ellers har jeg stor respekt for jeres arbejde, btw.

- Anne Sofie

P.S. Efter at have læst indlægget igennem igen kan jeg godt se, at jeg virker super bitter og forsmået, men just for the record så har jeg altså aldrig datet en facer for derefter at finde ud af, at hans interesse i mig var opdigtet. Det er faktisk en generel forargelse. Jo det er.

søndag den 18. april 2010

Café Stella banker deres kunder!

I dag vil vi ikke skrive et normalt SidneyLise indlæg. Vi vil derimod sende Jer videre til vores skønne SUS'er, som på uhyggeligste vis, har været udsat for vold på en almindelig dansk café ved navn Café Stella, efter en af deres venner ved en fejl var gået uden af have betalt. Det resulterede i, at tjeneren hentede en enorm mand, der kaldter pigerne for både "kællinger" og "møgfisser", og derefter tog decideret FAT i pigernes arme, med voldomme blå mærker til følge.


Vi skriver ikke indlægget, for at hetze eller svine nogen, men dette tilfælde er absurd groft og det kan ikke ignoreres.

Læs det originale indlæg på SUS her, og send dem eventuelt en kommentar med på vejen. De er verdens sødeste piger, og vi er oprigtigt kede af, at de skulle opleve hvad de gjorde.
De har valgt ikke at anmelde episoden og det er der flere læsere på deres egen blog, som har opponeret imod. Vi håber dog, at I alle vil udvise forståelse for deres valg.

- SidneyLise

lørdag den 17. april 2010

SidneyLise læser til eksamen

Vi har allerede informeret om det på vores FB-page, hvor vi i øvrigt jævnligt kommer med små opdateringer om vores gøren og laden, men da vi ikke går ud fra, at alle vores læsere følger med der, kommer den lige på siden her også.

Begge SidneyLiser er pt meget pressede på studiefronten, og det lader til, at når Erhvervsøkonomi og Litteraturteori går ind går inspirationen til at skrive indlæg åbenbart ud. I hvert fald har ingen af os kunnet formulere et sammenhængende indlæg de seneste dage uden at på en eller anden måde at få det drejet hen på SWOT-analyser og genreteori. Hvilket vi ikke engang selv synes er spændende, på trods af at vi studerer det.

Derfor er der lidt indlægslavvande på bloggen pt, men vi satser på at det bliver bedre, når vi lige får lidt mere pusterum. Indtil da... Så prøv lige at se den her hjemmeside, som Anne Sofie faldt over, mens hun læste... øhm... metaforteori!! (JO, det er faktisk en sammenligningsmodel!):



Photobucket


Photobucket


En utrolig tarvelig, men samtidig meget underholdende hjemmeside. En god overspringshandling, hvis der skulle sidde andre studiepressede derude...

- SidneyLise

onsdag den 14. april 2010

SidneyLise anmelder Kick-Ass

Photobucket


SidneyLise har tidligere forsøgt sig som filmanmeldere og har skrevet om Hamlet og Avatar, så da Nordisk Film inviterede os ind til en screening af superheltefilmen Kick-Ass var vi naturligvis game med det samme.

Vi er begge to store Superbad-fans (måske fordi Seth og Evan er lidt drengeversioner af os, who knows), så da vi så, at nogle af skuespillerne fra den film også var med i Kick-Ass var vi superentusiatiske. Vi havde set traileren og der lignede det en blanding af drengerøvskomedie og actionfilm, og det var faktisk lige hvad det var.

Uden at afsløre for meget af handlingen kan vi sige, at filmen har to parallelle spor, den kører i. På den ene side er det en typisk historie om kiksede gymnasiedrenge, der kan ikke score og som onanerer til tanken om deres storbarmede engelsklærerinde, mens de drømmer om den søde pige, de ikke tør tale med (og de havde lavet det typiske nummer med at tage en hot person og give vedkommende grimme briller, og så lade som om h*n er kikset - klassisk teenkomedie). Meget Superbad-agtigt og supersjovt! Men det er kun den ene side af filmen, for langt mere dominerende er superhelte-aspektet.



McLovin goes superhero!


Hvad der kom bag på os angående superhelte-aspektet er, at det er faktisk er en ret dunkel historie og som var meget langt fra "haha patter!"-stemningen, der kørte i drengerøvsscenerne. Det var dog fint og gav ligesom historien en dimension ekstra. Der var bare en ting, der generede os, og det var at filmen var virkelig voldelig.

Vi var i biografen med en masse mænd, og vi kunne se, at de tydeligvis morede sig kosteligt over lemmer, der blev klippet af, sprøjtende hjernemasse og blod udover væggene, men vi er begge to ret sarte og måtte faktisk sidde med hænderne for øjnene i store dele af filmen, da voldsscenerne er meget grafiske og splatteragtige.

Så, hvad er vores overordnede dom over Kick-Ass?

Jo, den er hamrende flot lavet (der er blandt andet nogle tegneseriesekvenser, der er virkeligt gennemførte), der er lækre fyre (når de lige får de fedtede briller af) og mange sjove one liners. Christopher Mintz-Plasse (McLovin fra Superbad) har en stor rolle og han er jo fantastisk sjov som alting. Derudover var Anne Sofie meget glad for at se, at Clark Duke, der kun har haft en cameo-optræden i Superbad og en sølle rolle i Greek, endelig har fået lov at udfolde sig på film (han spiller en af hovedpersonens Timon og Pumba-agtige venner).
Til gengæld er den meget mere voldspræget end traileren umiddelbart giver udtryk for og det skal man lige tage med i sine overvejelser, hvis man er lidt halvsart.

Grundlæggende er det dog en supersjov film, som vi klart vil anbefale hvis man er til en blanding af American Pie, tegneserier og action. Kick-Ass har premiere i morgen, d. 15. april.






Derudover havde vi jo lovet flere Dagens-billeder, så her er Isabel iført gårsdagens biografoutfit. Desværre kan I ikke se hendes ansigt, da Isabels kinesiske dobbeltgænger Hong-Mai har klippet sig selv ind over det...


Photobucket

tirsdag den 13. april 2010

WHAT HAPPENED?

Som I nok har bemærket, har bloggen set ret anderledes ud fra mandag aften og til nu. Det skyldes at to kinesiske piger, Hong-Mai og Long-Hai, har haft hacket vores password, mens vi har været på en romantisk get-away sammen.
Oprindeligt var det meningen at Hong-Mai og Long-Hai blot skulle passe bloggen, mens vi var væk, men nu lader rygterne os vide, at vi både fik overskæg og nye profilbilleder (af DEM) oveni! Flere har spurgt om vi havde fået plastic surgery, men nej. Det er vores kinesiske dobbeltgængere.






Vi har fået talt ud med dem nu, og de har lovet ikke at lave sådan et nummer igen, selvom de påstår at vi ligeså godt kan skrive på kinesisk fra nu af, da Kina alligevel overtager verden. Men vi ved ikke helt… Tror I vi vil ramme det kinesiske segment? På den positive side, er der er selvfølgelig langt flere potentielle læsere, men vi ville også skulle bruge ret lang tid på oversættelse og make-up, så vi kan ligne ægte kinesere. SidneyDilemma!

Anyway. Vi skriver jo aldrig et indlæg uden morale (ahem) så dagens lærdom må være: lad være med at lade to kinesiske piger passe Jeres blog, mens I tager på romantisk get-away med Jeres blogven. Og: overskæg klæder ingen.

Og ps. vi har bedt Hong-Mai om at tage en længere trøje på - men uden held.

mandag den 12. april 2010

Dagens Twindlæg



Isabel og jeg har et lettere problematisk forhold til konceptet Twitter. Der er jævnligt nogle folk, der skriver til os og beklager sig over at vi ikke bruger vores profiler derinde overhovedet, og så siger de ting som: "I kunne have fordel af at benytte jeres twitterprofiler til networking." og "Det er irriterende, at I ikke svarer når man @'er jer." (og vi vidste først ikke engang hvad at @'e var!!)

Som noget nyt er vi begyndt at blive inviteret til Twitter-komsammener. Faktisk er vi i skrivende stund blevet inviteret til Twedagsbar, Twulefrokost, Twestival og Twedagsbar 2. På Twitter er der nemlig en terminologi med at man sætter "tw" foran en masse ting for at gøre det twitterrelateret. Vi ved dog ikke rigtigt, om man bare kan gøre det random eller om der skal være en idé med det. Det twiskuterer Twisabel og jeg twofte.

Men pointen i alt det her er, at vi faktisk på et tidspunkt har gjort et forsøg på at socialisere på Twitter, og der fandt jeg ud af præcis hvad mit problem med konceptet er. I kender sikkert det der med, at man møder en eller anden random bekendt på gaden og så er man sådan "Heeeeej, hvordan går det?" og så snakker man lidt indtil man godt ved, at man egentlig ikke har noget at snakke om og begge gerne vil videre, men det kan man ikke sige. Og så står man sådan: "Nåååå, jeg skal også videre, hehe..." og så er der et øjebliks awkwardness inden man endelige kan gå videre (og ånde lettet op).

Men det der "Nååå, jeg skal også videre..."-øjeblik kan bare vare i DAGEVIS på Twitter. Jeg skrev noget derinde og der var så en pige, der @'ede mig og svarede på det, jeg havde skrevet. Og jeg svarede så tilbage. Og så svarede hun. Og så svarede jeg. Og fordi man ikke kender dem, man skriver med, har man typisk ikke det store at tale om, men hende og jeg kunne altså af høflighedshensyn ikke rigtigt finde ud af, hvordan vi skulle afslutte samtalen, for man kan jo ikke bare sige: "Jeg har et møde i den anden ende af byen, hehe.", for så kunne man jo bare skrive igen, når man kom hjem. Så hendes og min samtale fortsatte nogenlunde sådan her i flere dage:

"Det lyder sjovt! :)"
"Ja, det var det også. :)"
"Det var godt :)"
"Ja :) Tak for interessen :)"
"Det var så lidt :)"
"Tak :)"
"Selv tak :)"
"Hehe :)"
":)"

Og fordi hun havde skrevet til mig først syntes jeg ligesom, at jeg pga nogle uskrevne etiketteregler skulle skrive sidst. Men hun har måske haft andre etiketteregler end mig, for hver gang, jeg skrev et eller andet, svarede hun. Og sådan kørte den videre i evigheder. Og Twisabel sagde: "Ej Anne Sofie, har du ikke fået den samtale afsluttet endnu??" og jeg sagde: "Jamen, det ville da være superuhøfligt ikke at svare, når nogen skriver til en!" og det værste er, at jeg er sikker på, at den anden pige sad og var præcis ligeså desperat: "Hvorfor skrev jeg overhovedet til hende? Jeg kommer aldrig ud af det her mere! Om 50 år er jeg og @sidneysofie de eneste to mennesker tilbage på Twitter!!"

På en eller anden måde fik vi alligevel afsluttet samtalen, og et par uger efter lavede jeg endnu en ligegyldig statusopdatering som en eller anden random fyr, som jeg aldrig havde hørt om før, svarede på. Jeg svarede ham høfligt (men afmålt, jeg havde jo lært det denne gang) tilbage med det resultat, at han sendte mig ikke en, ikke to, ikke tre, men hele fire privatbeskeder derinde, hvor han priste vores blog og min overjordiske skønhed (*host*) og derefter inviterede mig ud. Ikke en, ikke to, ikke tre, men fire gange! Til sidst droppede jeg høflighedsfraserne og lod bare være med at svare...

Og det er så grunden til, at Isabel og jeg ikke rigtigt længere er på Twitter (med vores private profiler) - det er sikkert fint til networking, men vi er åbenbart en anelse socialt handikappede og bliver bange når folk kontakter os. Så derfor har vi lavet et strategisk tilbagetog og slettet vores private twitterprofiler ude i højre bjælke.

Twarvel Twitter!

- Anne Sofie

søndag den 11. april 2010

Top og flop i SidneyLises uge

Top
- At nogle af os har haft en smule ferie i denne uge
- At vores nye arbejdsmailprogram har en chatfunktion - goddag overspringshandlinger
- At blive forvekslet med en 9. klasses elev i Vor Frue Kirke (jo, det ER positivt)
- At kigge på statuer samme sted og finde ud af, at disciplen Johannes var okay lækker
- At melde sig ind i sørgelige grupper på Facebook
- At vi totalt hugger søndagslisten fra SUS og at de intet kan gøre ved det

Photobucket

Teenageagtig hjertesorg ftw! Især når man samtidig er fan af "Jeg har mødt mindst 10 på min venneliste i den virkelige verden". Så er niveauet ligesom lagt.

Flop
- At vi ikke har set hinanden i flere uger og nu har SidneyAbstinenser
- At have et væskende brandsår på højre hånd, fordi man prøvede at varme æbleskiver
- At man hver gang man fortæller ovenstående skal redegøre for, hvorfor man spiser æbleskiver på denne tid af året
- At man ikke får den mindste credit for bogstavrimsrelateret humor, fordi ingen forstår det
- At køre i tog med en japaner, der demonstrativt ifører sig mundbind, ligeså snart man kommer ind i kupéen
- At Patrick røg ud af Paradise Hotel :(:(



På gensyn gamle ven...

lørdag den 10. april 2010

Fordoms Lørdag

Det er ikke længe siden Anne Sofie indførte Fordoms Fredag, så jeg har taget den skridtet videre og lavet en fordomslørdag, hvor alle mine fordomme om forskellige jobs vil få lov at komme frem i lyset. Og lad mig sige det sådan; jeg har mange fordomme. Om ALLE jobs.
Føler du dig personligt ramt, fordi din far er frisør eller din kæreste er arbejdsløs, så undskyld på forhånd. (Er det ikke sådan man plejer at gøre – at undskylde på forhånd, a la: ”Jeg er ikke racist, men…” Og så VED man bare at personen siger noget racistisk). Anyway:

Læger: har en helt uforklarlig egenskab, der gør at de ved alt. Om alt. Og alle, der siger noget andet er nogle fuckin’ hypokondere. De går med træsko og kan godt lide bandet ”Dalton”.

Journalister: kan godt lide sig selv, hårprodukter og skandaler. De kan ikke så godt lide gamle mennesker og deres største frygt er, at ende med at skrive for ”Esbjerg Nyt”. De er ofte utro.

Coaches: ville gerne have været psykologer, men fik aldrig gennemført gymnasiet. Mener, at de ved meget om andre mennesker, men det er kun fordi de selv er psykisk ustabile. Bruger ofte store armbevægelser og kan godt lide ordet ”indre åbenhed”. De er i gang med at tage et hypnosekursus på tre uger.

Dem Der Arbejder i Aldi: de er 45 år og vilde med gamacher, T-shirts med ’sjove prints’ og grønne Crocs. Deres livret er bøf med løg og lasagne. De er ret tilfredse med livet og har en mand, der hedder John og en stor hund, der hedder King, som begge bruger mest tid i sofaen. De tager tit til Møn.

Telefonsælgere: overivrige, sleske, og nærgående (det kan man åbenbart godt være over telefon – jeg ved ikke hvordan de gør det?!) De har ikke selv opfattet, at alle har lyst til at slå dem ihjel.

Frivilligt arbejdsløse: kan godt lide reality-tv og bestiller konsekvent mad fra Just Eat. Især fra den resturent der hedder ”Moe’s Texmex”. (seriøst, ikke fordi jeg nogensinde bestiller mad fra Just Eat, vel, men dén resturent er bare noooo!). Desuden er de glade for makrelsalat. Fra Netto. De spiser meget, som I nok kan regne ud.

Negleteknikere: well. Jeg vil bare lade denne video tale for sig selv:





Og I SKAL se den, selvom I er sådan nogle, der normalt ikke gider klikke på videoerne, fordi det er for besværligt. Klik så!

Jeg var for resten ved at skrive noget slemt om humanister, men så kom jeg til at tænke på, at mange der læser med sikkert er det (ligesom Anne Sofie), siden de har dårlig nok humor, til at finde vores blog sjov.

- Isabel

fredag den 9. april 2010

Fredags Hugh Grant

Visse steder har man fredagschampagne. Det har vi ikke på SidneyLise. Der har vi Fredags Hugh Grant.

Vi havde en mindre SidneyKrise over denne video, da vi begge to helst ville være Hugh Grant. Men efter lidt diskussion smed Anne Sofie sin sædvanlige joker: "Hugh Grant har læst Litteraturvidenskab og desuden er jeg ældst, så jeg bestemmer! Nå!" og så måtte Isabel smide håndklædet i ringen og erkende, at hun var dømt til at være ham den korthårede med den opknappede skjorte og de George Michael-agtige dansemoves.

Dog fik hun forhandlet sig frem til, at hun måtte få en dobbeltrolle som hende den krølhårede firserpige med de grimme øreringe, mens Anne Sofie skulle være den slutty nurse med mørke udgroninger.



Hvis vi skulle lave en SidneyMusikvideo skulle det i øvrigt SÅ meget være ligesom ovenstående med at hoppe ind i billedet og pege ind i kameraet. Og have solbriller på fra Sunglassesshop.com. Og så vil vi have et par slutty mandlige modeller/skuespillere til at spille vores kærester! Ja!

God weekend!

- SidneyLise

torsdag den 8. april 2010

Jeg forstår dem ikke

Jeg ærgrer mig lidt over, at Isabel brugte overskriften "De forstår os ikke" i sit seneste indlæg, for det er faktisk lige præcis hvad jeg havde besluttet mig at skrive om. Men så er det godt, at man kan skifte synsvinkel. Nemlig til "Jeg forstår dem ikke". Mændene altså.

Forleden dag var jeg ude at gå en tur, alene. Jeg er i sommerhus og vejret er godt, så jeg går ned omkring havnen, hvor der sidder en flok fiskere på omkring 60-70 år i overalls, røjsere og det hele. Superhyggeligt. Dog bemærker jeg, at der ingen kvinder er til stede og at der er sådan lidt "tøhø, slåen hinanden på skuldrene, testosteron"-stemning, som der af og til er, når mange mænd er samlet. Men jeg tænker ikke videre over det og går forbi dem med Lady Gaga i ørerne. Gennem musikken hører jeg noget, der umiskendeligt kunne lyde som et pift, men jeg vælger at ignorere det. Indtil jeg hører noget, der uden tvivl ER et utroligt højt og gennemtrængende pift, der får mig til at vende mig om og tage hovedtelefonerne af.

"Halløj Smukke. Vil du have en sildehotdog?"


Jeg er chokeret. Står bare og åbner og lukker munden som en fisk (fint passende til det øvrige tema), mens jeg overvejer hvad jeg skal svare og virkelig, virkelig håber, at det der "sildehotdog" ikke skal forstås i overført betydning. Jeg havde egentlig lyst til at svare et eller andet rapkæftet. Men jeg vidste, at uanset hvad jeg ville sige ville det bare blive efterfulgt af bragende, lummer latter. Så jeg mumler spagt "Nej tak...". Og ganske rigtigt - højlydt latter, skumle blikke og "tøhø, det var en skam".



Jeg ender med at sidde nede på havnen og tænke over mænd i flok. For det er langt fra første gang, jeg har oplevet lignende: Småfede stilladsarbejdere, fodboldspillende indvandrerdrenge og nu hyggelige fiskere på alder med min bedstefar - hvad er det, der får den slags folk på tværs af alder, samfundsklasse og etnicitet til at råbe efter piger? Hvad vil de opnå?

Problemet er jo, at det er totalt umuligt at få et svar ud af dem. For det første er der vil ingen, der vil indrømme, at de pifter efter unge piger - det er jo, let's face it, en superprimitiv måde at udtrykke sig på. For det andet tror jeg ikke, at de ved det selv. Jeg har efterfølgende forestillet mig, hvad der ville være sket, hvis jeg var gået hen til fiskeren og havde sagt følgende: "Hør her, jeg er supersmigret over, at du vil forære mig en sildehotdog, men jeg finder det faktisk ret krænkende at blive piftet af på den måde. For ser du, du kunne have været min bedstefar og selv hvis du havde været ung og pæn er et pift altså den mest primitive måde, man overhovedet kan tilkendegive overfor en pige, at man finder hende interessant og ønsker at lære hende nærmere at kende. Derfor vil jeg i denne omgang takke nej til den sildehotdog og nøjes med at ønske jer en god påske. Farvel."



"No thanks!"


I min ideelle verden havde fiskeren indset sin brøde og havde undskyldt på egne og hele det råbende mandekøns vegne. Men sandsynligheden er desværre større for, at svaret bare havde været: "Øh bøh... høhø, øhm..." efterfulgt af "Sådan en lille snerpe!" efter at jeg var ude for hørevidde.

Og således står jeg stadig tilbage som et stort spørgsmåltegn på det område. But why?? Hvad får de ud af det? Enlighten me, en eller anden...

- Anne Sofie

onsdag den 7. april 2010

Tog-anekdoterne



I går fik vi vist afklaret, at vi skal til at have outfitbilleder igen i fremtiden, men det er ikke det, dette indlæg skal handle om. Det skal nemlig handle om... wait for it... hvis du ikke allerede har regnet den ud på baggrund af overskriften og billedet ovenfor... TOG!

Efter at jeg er flyttet til København er jeg begyndt jævnligt at køre med tog; jeg skal jo hjem og besøge grisene og kornmarkerne (koooooornmarkerne, ikke kårnmarkerne) i Jylland af og til. Og selvom Intercity-toget mod Sønderborg langt fra kan måle sig med 5A hvad angår klientel har jeg stadig fået samlet nogle oplevelser sammen i løbet af det seneste halve år.

På en af mine første ture hjem - det må vel have været i oktober engang - kom jeg til at sidde lige overfor to fyre, der åbenbart var politisk engagerede. De sad nemlig og snakkede meget om valget og hvilken strategi, de skulle køre, for ligesom at få samlet nogle stemmer sammen. Og der er to ting, der er karakteristisk for mig - 1. Jeg er nysgerrig og 2. Jeg er genert, så jeg endte med at sidde og bruge den 3 timer lange togtur på at gætte mig frem til, hvilket parti de mon var fra, fordi jeg ikke turde at spørge dem.
Mine tanker var nogenlunde sådan her: "Okay, de har jakkesæt på, så de er nok konservative. Men de virker egentlig ret flinke og kommer af og til med dårlige jokes. Måske er de socialdemokrater så? Hm... men de er jo unge! Der er da ingen unge socialdemokrater? Og de er ret pæne - hvilke partier har pæne mænd? Okay Anne Sofie, drop nu alle analyserne og lyt til deres mærkesager - du må da for helvede kunne stykke et eller andet sammen på baggrund af det." *en halv time senere* "Okay, det lader ikke til at de mener noget som helst konkret. Jeg kan ikke engang finde ud af, hvilken fløj de er på. Måske er de radikale? Fuck, jeg bliver simpelthen nødt til at spørge dem, hvis jeg ikke finder ud af det inden de skal af - ellers vil det pine mig for evigt!"
Og netop da jeg havde tænkt det kom forløsningen: "Jeg bliver lidt nødt til at tjekke min kalender. Jeg har et møde med resten af SFU her i weekenden.", og jeg var sådan (i mine tanker): "JA!! SFU! I er SF'ere!!! Hahahaha, got ya!!!!" og smilede til dem med et vanvittigt smil. De stod i øvrigt af på næste station...


SF Ungdom for the win! Jeg poster dette logo for at kompensere for, at jeg har siddet og nedstirret dem i to timer for derefter at begynde at smile manisk. Undskyld SFU-fyre.

En anden gang kom jeg til at sidde ved siden af en ung kvinde, der havde et spædbarn med (i øvrigt et utrolig sødt spædbarn, bare sådan som sidebemærkning). Jeg gik ud fra, at det var hendes søster eller måske et barn, hun passede, fordi hun var så ung - jeg havde skudt hende til at være omkring 15-16. Men på et tidspunkt knapper hun så ned og begynder at amme barnet, og jeg må indse, at jeg either way har været lidt for hastig til at dømme. Enten er hun en meget ung mor eller også er hun en person, der ser meget ung ud. Anyways så bliver jeg altid selv skudt til at være 5 år yngre end jeg er, så jeg dømmer ingen.
På et tidspunkt skal kvinden på toilettet og spørger, om jeg vil holde øje med barnet (der vel er et par måneder), og selvfølgelig vil jeg det. Så jeg sidder og pludrer lidt med barnet, da en kvinde på alder med min mor standser op og kigger på os. Og siger: "Det er altså en ualmindelig sød datter, du har." og jeg bliver totalt overrasket og forfjamsket og kommer til at svare: "Tak! Men jeg tror altså, at det er en dreng!"
Flot Anne Sofie - korriger lige kønnet i stedet for at korrigere det faktum, at det ikke engang er dit eget afkom. Undskyld til den flinke dame fra Intercity-toget, der nu tror, at jeg er verdens dårligste mor, der ikke engang kender kønnet på mit eget barn. Undskyld.

Men nu er jeg jo ikke den eneste SidneyLise, der kører i tog. Isabel har en kæreste i Jylland, så hun kører om muligt mere i tog end jeg gør. Og jeg mindes følgende telefonsamtale mellem os:
"Jeg har haft den mest rædsomme dag! Alting er bare gået skævt!"
"Kom du i det mindste godt med toget?"
"Ja, jeg var lige ved at komme for sent - selvfølgelig - men jeg nåede det lige. Og nu sidder jeg her og der er ikke sket noget som hel.... AD NEJ!!"
"Hvad sker der?"
"Der er lige en lille dreng, der har kastet op ud over mig! Jeg hader mit liv!!!"
"Såså Isabellert..."

Og alt det her et faktisk et indlæg for at markere, at vi endelig har fået en "Offentlig Transport"-kategori! Nu har vi beklaget os så meget over 5A og DSB, at vi ligesom synes, at det var på tide...

- Anne Sofie

tirsdag den 6. april 2010

Dagens - nu med afstemning!

Siden der åbenbart er utrolig stor uenighed om, hvorvidt vi skal have outfitflashene tilbage på SidneyLise, tager vi nu konsekvensen og poster en afstemning ovre i højre side.

Valgmulighederne skal forstås på følgende måde:

1. Ja, jeg vil ubetinget have outfitflashes tilbage. De var sjove, inspirerende, jeg kunne godt lide at kigge på jer, jeg wankede til dem, whatever. Bring em on!

2. Jeg er lidt ligeglad med om de kommer tilbage eller ej, så længe det stadig gøres SidneyLise-style og bloggen ikke transformeres om til en typisk modeblog. Men et enkelt outfitflash om ugen kan jeg vist godt håndtere, hvis det ikke har indflydelse på de andre indlæg og der stadig vil være mono brows og offentlig transport på bloggen.

3. Nej, det synes jeg simpelthen ikke passer til jeres stil. 'Dagens' på SidneyLise er som denimskjorter til mænd. Lad helt være med det.

Vote away!!

Return of the "Dagens"?



Vi har på det seneste fået et par kommentarer fra folk, der savner vores "gamle indlæg". Nu er gammelt jo er vidt begreb og siden bloggens start er vi jævnligt gået igennem forskellige faser (modefasen, politikfasen, sexfasen, offentlig transportfasen og madfasen to name a few), så vi har bedt folk om at uddybe, hvad de mener med "gamle".

Og det har vist sig, at folk i mange tilfælde nævner vores "Dagens outfit", som en ting, de gerne vil have tilbage på SidneyLise.

Der var en gang i bloggens start, hvor vi jævnligt flashede outfits, men det er vi gået væk fra af flere årsager. For det første skyldtes det, at det virkede som om, at vores læsere generelt fandt vores "Dagens"-indlæg ret uinteressante. Når vi flashede outfits var det mere undtagelsen end reglen, at vi faktisk fik kommentarer på det, hvor vi typisk fik to-cifrede kommentarer på alle vores andre indlæg. Deraf sluttede vi, at "Dagens"-indlæggene ikke ligefrem var det, folk ønskede på SidneyLise.
Derudover er det ikke nogen som os, der har en særlig nyskabende stil - vi interesserer os begge for vores påklædning, men vi går typisk udenom diverse modefænomener og der er ingen af os, der tilnærmelsesvis vil betragte os selv som stilikoner. Som vi læste i en internetdebat: "Jeg forstår ikke hvorfor SidneyLise er blevet så store. Helt ærligt er der ingen af dem, der er særligt smarte i tøjet.", hvilket vedkommende nok har ret i, selvom det sled lidt på SidneySelvtilliden.




Derfor kommer det ret meget bag på os, at nogle folk faktisk vil have vores "Dagens" tilbage, og nu vil vi så gå lidt i plenum (et udtryk, vi har lært i "Bullerfnis") og spørge, om det er en generel tendens? Hvis det lader til, at et flertal gerne vil have vores "Dagens" tilbage, selvom vi ikke er særligt smarte klædt på og går i alt for meget American Apparel, vil vi gerne begynde på det igen.

Så derfor håber vi lidt, at I vil give jeres besyv med. Skal vi begynde med at flashe outfits igen? Eller er det fint nok, at vi er gået væk fra det?

- Anne Sofie og Isabel


Edit efter kommentarer: Det der "Dagens" skal ikke forstås bogstaveligt, som at der kommer billeder af vores tøj hver dag og at det kommer til at erstatte vores andre indlæg. Det ville komme til at være af og til (måske et par gange om ugen), og altid i kombination med andre indlæg. Bare så enhver misforståelse om, at vi fra dag til dag vil gøre SL til en fullblown modeblog lige bliver udryddet :)

søndag den 4. april 2010

De forstår os ikke!

Jeg kan umuligt være den eneste der har undret mig over den enorme forskel der er på hvad mænd og kvinder finder pænt tøjmæssigt. Til kvinder altså.

Forleden dag, troppede jeg op i en oversize kjole, et stort løst halstørklæde, Minnetonkastøvler og en meget stor sølvring, hvorefter flere piger (endda også en Matasdame!) var ovre og rose dele af min beklædning. Og så var det, at det slog mig: det kvinder finder pænt til dem selv og andre kvinder stemmer på INGEN måde overens med, hvad mænd gerne vil se kvinder i!
Eksempel 2: Jeg er iført meget stram kjole og høje sko. Meget kedelig stram kjole skal det lige siges – en af dem, man tager på, når klokken er blevet lidt for mange og man føler sig lidt slidt. De høje sko var et par plain sorte pumps, der var mindst ligeså kedelige som kjolen – og hvad sker der? Min gode ven, syntes jeg så SUPER ud. Og jeg var bare like what?! Men sådan er det åbenbart.

Billedet her illustrerer præcis hvad mænd synes er pænt til kvinder, og billedet nedenunder hvad kvinder synes er pænt til kvinder. BIG DIFFERENCE!



Hun gør det helt rigtige man-wise: stiletter, kort kjole og synlige kraveben. Oh god, they are easy!

Her er det vi elsker; lækre sko, inspirerende stil og sovekammerøjne. Mmm.

Jeg har altid tænkt, at de der tynde artsy-fartsy mandetyper, med italienske støvler, løse ACNE-tees og fake briller kunne stå mig bi i dette. Jeg mener, de MÅ da kunne se hvad der er god stil og hvad der bare er skanky? Men sådan en kender jeg desværre ikke endnu. Måske fordi jeg udsender et ”gud-hvor-er-du-en-irriterende-type”-signal når jeg går forbi dem. Det må jeg lave om på, for jeg vil altså gerne have en artsy mandeven, der kan se det fantastiske i mine store ringe og oversize kjoler, og som ikke kun roser mine slutty American Apparel nederdele. Kender I sådan en type, så send ham over til mig! Og han SKAL have fake briller og undercut, ellers vil jeg ikke have ham. Og han skal helst hedde Cornelius.

Så skal Cornelius og jeg shoppe i ACNE og han skal sige at mine nye wedges er "sååå lækre!" (og nej, Cornelius er ikke bøsse, han er bare modeinteresseret og snakker skingert).

- Isabel

fredag den 2. april 2010

Serviceinfo: Hugh Grant

Okay, vi fik alligevel lidt dårlig samvittighed over lave et helt indlæg på tysk. Vi ved godt, hvordan det er, når man ikke forstår sproget, selvom man brænder for at fatte indholdet i et meget dybdegående blogindlæg, som det vi lige begik der. Derfor kommer her en oversættelse:

Så vi er blogging fra nu af at tysk. Fordi ingen af os virkelig kan tysk, kunne det sjovt for tre af vores læsere, som rent faktisk forstår tysk, men hvad så? Det handler om princippet. De SidneyLiese er tyske nu. Ja.

Vores første tysksprogede post vil være på Hugh Grant. Vi meget gerne Hugh Grant - kan man næsten sige, at han er vores drøm mand. Han er britisk, flot og har studeret Litteraturwissenschaft, ligesom Anne Sofie. Vi elsker det.



Den eneste ulempe for ham er, at han har Mono Brow. Og de gange, han snyder på Liz Hurley med en sort prostitueret ved navn Divine Brown blev anholdt her. Det var ikke så god. Han så så - han har stadig Mono Brow:



Men hvad kan man forvente af en mand, der bærer denim skjorter?



Hvad kan konkludieren du gøre? De denim skjorter er dårlige. Folk, der bærer denim shirts gå til prostituerede.

Velkommen!

- SidneyLiese

P.S. I vores næste indlæg vil vi skrive om Carl Mar Møller. Er der nogen der har et billede af Carl Mar Møller i denim skjorte? Send det til os. Vær så venlig.

P.P.S. Ja, vi har brugt Google Translate.

Neu

Vi spottede, at Acie ville til at blogge på svensk og selvom det viste sig blot at være en aprilsnar blev vi fantastisk inspirerede. Vi synes, at det er rigtig god stil at huske sine rødder, så derfor vil SidneyLise fra i dag af overgå til at være tysksproget.

Also werden wir von jetzt an auf Deutsch bloggen. Weil keiner von uns richtig Deutsch können wird es vielleicht lustig für die drei von unseren Leser, die tatsächlich Deutsch verstehen, aber was soll's? Hier geht es ums Prinzip. Das SidneyLiese jetzt Deutsch sind. Jawohl.

Unser erstes deutschsprachiges Beitrag wird über Hugh Grant sein. Wir mögen Hugh Grant sehr gern - man könnte fast sagen, das er unser Traummann ist. Er ist britisch, gutaussehend und hat Litteraturwissenschaft studiert, genau wie Anne Sofie. Das finden wir toll.



Das einzige schlechte an ihn ist, das er Mono Brow hat. Und das er mal Liz Hurley mit einer schwarzen Prostituierte Namens Divine Brown betrügt hat und dabei arrestiert wurde. Das war nicht so gut. Dann sah er so aus - er hat immer noch Mono Brow:



Aber was kann man von einen Mann erwarten, der Denimhemden trägt?



Was kann man also konkludieren? Das Denimhemden schlecht sind. Leute die Denimhemden tragen gehen zu Prostituierten.

Grüss Gott!

- SidneyLiese

P.S. In unseren nächsten Beitrag werden wir über Carl Mar Møller schreiben. Hat jemand ein Bild von Carl Mar Møller in Denimhemd? Schickt es zu uns. Bitte.