tirsdag den 30. marts 2010

What's in Anne's bag?

Jeg elsker de der "Hvad har du i din taske?"-indlæg, der jævnligt dukker op på forskellige blogs og i diverse magasiner, men helt ærligt. Er jeg den eneste, der har bemærket, at de der folk bare ikke har noget som helst pinligt i deres tasker? Det hele er kildevand med blåbærsmag, økologisk tyggegummi og måske en enkelt müslibar hvis det går rigtig hedt til. Samt naturligvis en fancy telefon, iPod og en smart kalender, så man rigtigt kan se hvor vigtige de er. Jeg ved ikke med jer, men jeg tror altså, at de kendte kvinder/bloggere, der viser deres tasker frem hurtigt har screenet dem igennem inden og fjernet alle ultra-kraftige natbind og halvspiste marsbarer for i stedet at putte nogle mere street credibility-skabende ting ind. Eller er det bare mig, der tænker det?

For ligesom at gøre op med den tendens vil jeg nu vise, hvad der er i min taske. Jeg har nemlig ikke fjernet noget som helst - nej, jeg står ved, hvad jeg slæber rundt på til dagligt. Ja. Se her:

Photobucket


Og så lige en forklaring til de forskellige ting:
1. Min taske - Mulberry Bayswater; 2. Gammelrosa mp3-afspiller med gule hovedtelefoner; 3. Gammelrosa mobiltelefon; 4. En avocado - og nej, jeg har hverken kniv, ske eller rejer. Jeg gnaver af dem; 5. Et billede af mig bagfra - jeg bruger det som visitkort når jeg møder nye mennesker; 6. Min pung - den er gammel og brun og jeg skal have en ny, når jeg finder en; 7. En vikingehjelm. Man ved aldrig hvornår man får brug for en vikingehjelm; 8. En halvliters cola - hov hvordan er den endt der? Jeg drikker naturligvis ikke cola og den slags. Det må være Isabels...; 9. Mit månedskort - billetten til 5A, mit andet hjem; 10. Mine nøgler med to forskellige nøgleringe; 11. BodyButter med shea-duft. Jeg bruger den som håndcreme; 12. "Boyhood" af J.M. Coetzee - en selvbiografisk roman, jeg skal læse til Litteraturteori. Siden vi læser den der må den være vildt klog og dyb, men det eneste, jeg har observeret indtil videre er, at fortælleren konsekvent omtaler sig selv i 3. person, hvilket er superirriterende. Altså, som om det er noget specielt. Det gør jeg da også af og til...

Jeg ville egentlig tage billeder af mig selv med avocadoen bare for at bevise, at det faktisk er indholdet af min taske og ikke bare et billede, jeg har fundet på internettet. Men i stedet for at nøjes med det har jeg en bekendtgørelse:

JA, jeg er Anne Zofie fra Paradise Hotel. Det er mig, der danner par med Carlos og knalder med Peter. Nedenfor kan man se mine bidrag til Miss Paradise-konkurrencen - hvor de andre havde champagne og baderinge som accessoires havde jeg en avocado. Jeg fik i øvrigt en sikker 2. plads efter Tammie - havde jeg ikke været så uheldig at få kategorien "Tegn og Gæt med Venstre Hånd" havde jeg helt klart vundet.

Photobucket


Photobucket


Photobucket


Photobucket


Men helt ærligt altzå? Burde jeg ikke totalt have vundet den konkurrence?

Knuzzzz A-Z!

P.S. SidneyLise går på påskeferie, så derfor vil der komme lidt færre indlæg i den næste tid. Hav en god påske allesammen!

mandag den 29. marts 2010

Jeg tror Svenning-Eric og dig ville være et SÅ godt match!

Der findes to slags mennesker: dem, som har en kæreste og dem, som ikke har.
Jeg har altid tilhørt sidstnævnte, hvilket har betydet mange kommentarer såsom: ”Hvorfor har en sød pige som dig ikke en kæreste *sleskt smil*” ”Baaaare roooolig, du finder din drømmefyr! Jeg troede heller ikke på kærligheden, men så mødte jeg Ole-Henning, og ja, så sagde det jo bang, tihi, hvad kan man gøre? Hihi” (ja, du kunne starte med at lade være med at forelske dig i en der hedder Ole-Henning? No offence). Anyways. Jeg er blevet sat op på utallige dates af veninder, der mente at lige DERES kærestes ven var the one. Modvilligt sagde jeg ja, og det endte altid med, at de kaldte mig ’søde’ i en sms, og så måtte jeg jo ligesom lade den dø der. Det var så til venindernes store ærgrelse, fordi dobbeltdates jo kunne være sååå hyggelige (nej, bare nej), og jeg prøvede virkelig at forklare mig ud af det: ”Jamen… jeg ved ikke. Han forstod bare ikke mine jokes?”. ”Du er da også bare vildt kræsen!” ”Ej men jeg kan simpelthen ikke date én, der ikke forstår mine jokes!” Så jeg har altid været en anelse kynisk omkring dates og kærester, og har fundet det ret morsomt at ”prøve dem af”, for at se hvor kloge/sjove de var (hvilket egentlig får mig til at lyde vildt usympatisk, men det var altså ikke tarvelige ting). Jeg sendte dem fx en sms med noget sjovt, for at se om de bare svarede ”hehe... hva ska du så i weekenden, søde? I by’n?” . Eller ”Hehe. Forstår ikke helt hvad du mener… :P” (begge autentiske svar).

Jeg var bare like... Gab.



Photobucket




=





Nå, men så sker det så, at jeg møder min nuværende kæreste. Og jeg bliver ret forelsket, hvilket jeg slet ikke kan finde ud af, så jeg bestemmer mig for, at det vil jeg ikke være. Jeg beslutter decideret at det gider jeg ikke, for det er kun irriterende mennesker der forelskede og det er sådan nogle, der skifter kæreste hver anden måned og er uselvstændige og nederen og sådan nogen, der holder parmiddage og kun snakker om deres kæreste. Og sådan vil jeg jo ikke blive, vel.

Men så får jeg alligevel en god idé: eftersom jeg er En Der Har En Kæreste, kan jeg udnytte det som hævn over alle de set-ups folk lavede. Jeg har tænkt mig at være sådan ”Ihhhh, FØR jeg mødte min kæreste var jeg ligesom dig, men SÅ blabla” Rigtig bedrevidende og irriterende. Og jeg vil sætte folk op med alle mulige – for det er nemlig en ret man har, når man har en kæreste! Så er det sådan ”Jeg har den her viiildt søde ven, som du altså burde date!” ”Ej… Men hvorfor dater du ham så ikke?” ”Jeg har jo en kæreste :):):)” . Jeg har ikke fået brugt rettigheden endnu, selvom jeg har haft den i noget tid, så nu regner jeg med at skamudnytte den og plapre op om forårsaminer i luften og drømmefyre i kakifarvede hørshorts og mulitfarvede hawaiiskjorter. Undskyld på forhånd, Anne Sofie.

Og så synes jeg i øvrigt det er sørgeligt, at vi kun har et tag med "sex" her på SidneyLise, så jeg har lavet et med "kærlighed", selvom vi åbenbart er nogle følelseskolde bitches og kun har ét indlæg i den kategori.

- Isabel

søndag den 28. marts 2010

4 dialoger om æggestokke

Hos lægen:
"Ja, det ser jo fint ud det hele. Lige en ting til..."
"Ja?"
"Prøver du at blive gravid?"
"HVAD??? Nej!!!! Det er jeg slet ikke gammel nok til!!!!"
"Du er 22. Det er faktisk en meget god alder at begynde familieplanlægningen i."
"Jamen.... Jeg er studerende!"
"Det er intet problem. Du kan få forhøjet SU, boligsikring og diverse andre tilbud."
"Jamen.... Jamen.... Jeg har hverken en kæreste eller fast bopæl!!" (og her ser jeg så mig selv traske gennem KBH's gader med alle mine ejendele samlet i den ene hånd og en babylift i den anden - en utrolig trist tanke)
"Nej okay, så er det måske en meget god idé at vente..."

Behøver jeg at sige, at jeg var dybt chokeret over denne samtale? Jeg er muligvis bagud på mange punkter, men lige netop reprodution troede jeg ikke, at jeg behøvede at have dårlig samvittighed over endnu. Men der tog jeg åbenbart fejl. Jeg havde planlagt at læne mig tilbage og lade tingene gå sin gang, og hvis jeg så ikke var blevet mor som 35-årig kunne jeg begynde at bekymre mig, men da for fanden ikke som 22-årig! Jeg besluttede mig for at ringe til den mindst moderlige person, jeg kendte, for ligesom at få noget støtte i hele denne sag, men desværre var udfaldet noget lidt andet end forventet:

"Ej Anne Sofie, du skal da SÅ meget være gravid og have en lille tuttenutte baby!"
"Sig mig, hvad sker der lige for dig? Du plejer da at hade børn?"
"Kun de grimme! Ej, forestil dig lige, hvis vi var gravide sammen! Så kunne vi købe tøj og få matchende barnevogne! Ej, det kunne være fedt!"
"Husk lige på, at jeg ikke engang har en kæreste, ikke også?"
"Jamen, du kunne da bare finde en fyr nede i Kødbyen..."
"Så er det nok! Jeg skal DEFINITIVT ikke have et barn med en eller anden nederen fyr nede fra Kødbyen!!"
"Jamen..."
"NEJ!"

Jeg var tæt på at opgive. Jeg overvejede et øjeblik at ringe til min mor, men jeg forudså allerede reaktionen: "Er du gravid? Skal jeg være bedstemor???"
"Øh nej, mor... Men lægen opfordrede mig mere eller mindre til at blive det..."
"Jamen, det er da også en god idé. Jeg har villet have børnebørn siden du var 14."
"MOR!!"
"Jaja..."

Så det droppede jeg. Til gengæld ringede jeg til en af mine meget borgelige, meget fornuftige venner:
"Hvorfor opfordrer en læge en ung pige uden uddannelse til at blive gravid? Er det ikke ret usmart set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv?"
"Overhovedet ikke. Sagen er, at vores generation har en enorm forsørgerbyrde, fordi vi er ret få i forhold til den ældre generation, der står til at gå på pension. Så vi kommer til at være utroligt få, der skal forsørge en helt masse andre."
"Nå for søren... Men hvad hjælper det så, hvis jeg får børn NU? De kan vel næppe forsørge nogensomhelst de næste mange år...?"
"Nej, men der er flere perspektiver i det: Først og fremmest er det smart at få børn under ens uddannelse, fordi man sandsynligvis slipper for at skulle på barsel i sit arbejdsliv, hvilket er gavnligt for såvel arbejdsgiver som samfund generelt. Og derudover er du så ressourcestærk, at dine børn med al sandsynlighed ville indtjene langt mere til samfundet på sigt end du ville komme til at koste i tilskud og forsinket uddannelse."
"Hold da op, hvor er du klog!"
"Det ved jeg godt."
"Så ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det superfjong?"
"Bestemt."
"Men fra et menneskeligt synspunkt...?"
"Så bør du nok vente nogle år."
"Tak."

Nu burde der komme en eller anden komklusion på det hele. Men faktisk har jeg ingen anden konklusion end, at jeg synes at det er skræmmende, at jeg åbenbart officielt er i "den fødedygtige alder" (i øvrigt et semiklamt udtryk, der får det til at vende sig i mig). Nu ville det faktisk være... like... NORMALT, hvis jeg fik børn. Jeg er for gammel til De Unge Mødre! For gammel til forargede blikke. For gammel til "Det er du slet ikke gammel nok til, Unge Dame!". Åh Gud.

Min eneste trøst er, at jeg endelig fandt en undskyldning for at bruge en feministisk orienteret overskrift. Om 20 år udgiver jeg opfølgeren: Et teaterstykke ved titel "Æggestoksmonologerne". Og NU har der også været nok underliv på bloggen i denne omgang.

God søndag!

Anne Sofie

P.S. Her ville jeg egentlig poste et virkelig klamt billede af det kvindelige reprodutionssystem, men jeg har ladet mig fortælle, at visse personer læser SidneyLise mens de drikker morgenkaffe. Så jeg lader være. Men hvis du alligevel vil se, så tjek lige det her!

P.P.S. Jeg fandt lige et lignende billede af en tissemand. Fnis. Det er så frastødende på en dybt fascinerende måde.

lørdag den 27. marts 2010

Er du Lange El? Kender du Lange El?

Jeg har aldrig været sen til at disse GLS (fragtfirma red.), som seriøst tilbyder den værste form for service ever. For det meste handler det om, at de ringer en tilfældig hverdag, hvor følgende samtale udspiller sig:

"Hej, vi har en pakke til dig".
"Super! Hvornår leverer I den?"
"Mellem tirsdag og fredag fra 08-16".
"Jamen… Skal jeg så sidde hjemme tirsdag, onsdag, torsdag og fredag for at vente på pakken? Kan I ikke sige lidt nærmere om hvornår I kommer?"
"Nej, desværre. Mellem tirsdag og fredag".
"Jamen jeg går jo i skole? Hvad nu hvis jeg er ude og handle imens? Skal jeg seriøst sidde inde og vente i fire dage?!"
"Ja".


Denne gang har de dog virkelig formået at gøre det værre. Mit navn er jo som bekendt Isabel, og det har mange mennesker en smule svært ved at forstå. Jeg er blevet kaldt alverdens variationer, for det meste bare Isabella - det toppede dog sidste år, hvor jeg skulle mødte min vens mor, som, efter jeg havde præsenteret mig, kaldte mig Else-Beth resten af aftenen. Men men men, så går det jo hverken værre eller bedre end at GLS heller ikke har HELT styr på det med navne. Pakkemand ringer på. Jeg åbner.

Pakkemand: ”Lange El Taastrup?”
”Undskyld?”
”Ja! Dig! Du er Lange El?”
”Øhm… nej, det tror jeg ikke jeg kan prale af”.
”Du bor her?!!!!”
”Ja. Må jeg lige se den pakke?”

Jeg finder ud af at det er en, jeg skulle have leveret til mig, fordi min veninde ikke var hjemme - hun har så ringet og bedt dem sende den til mig istedet, og mit navn har de på en eller anden måde forstået som Lange El? WTF? Er der der overhovedet nogen der HEDDER Lange El?!

Photobucket


Enten sidder Lange El og savner en pakke eller også har de okay god humor hos GLS.
Men hvis du sidder derude og kender Lange El eller endnu bedre ER Lange El så call me, okay? Jeg har din pakke.

- Isabel

fredag den 26. marts 2010

Behind the scenes til Bodil

Vi er kommet til andet indslag i vores gæstebloggerombæring, og denne gang er det Maria fra Dette er ikke en dagbog (dejligt navn, i øvrigt!), der har været i felten for SidneyLise. I kraft af sit arbejde har hun nemlig mulighed for at være backstage til events og være sådan rigtig "det er her det sner"-agtig. Det har vi kunnet nyde rigtig godt af med nedenstående indlæg, der er en eksklusiv behind the scenes-agtig skildring af Bodilpris-uddelingen i weekenden.
Maria skriver i øvrigt supergodt og tager nogle interessante emner op på sin blog - blandt andet giver hun sit (meget skægge (tøhø) bud på, hvorfor nogle mænd har skæg (en ting, SidneyLise har undret sig over i årevis - skæg tilhører julemanden!)...

Nu går jeg faktisk stik imod principperne på min egen blog (jævnfør navnet) og skriver om nogle af mine egne oplevelser, for når man får muligheden for at skrive et indlæg til selveste SidneyLise, skal der jo ikke meget til før man sælger ud af sig selv… vel?

I søndags var jeg så heldig at få lov til at være en del af Bodilprisuddelingen i Imperial.

Kl. 7 om morgenen stod jeg op, stadig fuld fra aftenen før, i en venindes sommerhus ved Nykøbing Sjælland, og satte mig på toget mod København. Efter to timers køretur var jeg nogenlunde ædru, og efter en tur på Sunset var jeg totalt klar på at smile til kendisser på ja-jeg-er-godt-nok-også-træt-af-at-være-kendt-og-er-her-kun-fordi-jeg-skal måden.

Til arrangementet havde jeg valgt at tage en sort maxikjole og cardigan på (for lets face it, jeg var der jo for at arbejde og intet andet), og jeg kan tilføje at blæsevejr og maxikjole er en rigtig dårlig kombination når man forsøger at se stylish ud på vej ned ad Vesterbrogade.

Den første jeg stødte ind i var Tina Dickow som sad oppe i garderoben og ventede på at komme ind til lydprøverne. Jeg prøvede at være fuldstændig casual og semi-ignorerede hende fordi hun selvfølgelig har det hårdt og skal have sit privatliv. Men tror måske jeg stirrede lidt på hendes lange, meget lyse hår og de virkelig fine stiletter hun havde på.

En af mine opgaver på dagen var at sørge for at Bodilpigerne (seks tøser klædt i hvidt tyl) blev sminket (af Tage Frandsen med fipskæg og zebrastribede, spidse lædersko) og placeret på Imperials trappe med den chokolade der skulle deles ud til gæsterne. Brugte derefter en time på at fare op og ned ad trappen med ekstra chokolade fordi kendisser og filmfolk åbenbart er lige som alle andre, og hellere tager to gange når noget er gratis.

Stødte senere ind i Djuna Barnes på toilettet da Bodilpigerne skulle klædes om igen, og kunne ikke lade være med at tænke ”Gud! Hun er jo lesbisk! Tænder hun så på seks halvnøgne piger i bunker af tyl?!” Jeg undskylder med det samme for min fordomsfulde tankegang – Undskyld!

Da jeg svedende sad i omklædningsrummet efter showstart sad Tina Dickow der stadig, og så ud som om hun kedede sig. Jeg tænkte at jeg da hellere måtte starte en samtale der forløb nogenlunde sådan her:

Mig: ”Gik din optræden godt?”

Tina: ”Den var okay, der var lidt problemer med teknikken”

Mig: ”Nå for dælen da.”

STILHED

Tina: ”Så du stod så for bodilpigerne?”

Mig: ”Ja, det har godt nok været hektisk”

Tina: ”Okay”

STILHED

Såeh… Vi er jo næsten venner nu.

Midt under showet fik jeg et opkald fra Lagkagehuset om at den 180 cm lange og 70 kg tunge lagkage til arrangementet ikke kunne være i den bil vi havde sendt, så måtte ringe efter 3x34 og få en lastbil til at hente den i stedet. Og som en lille ekstra service til jer derude kan jeg fortælle at de to første cifre i deres telefonnummer er 80. Måtte ringe til nummeroplysningen for at få to tal at vide… to tal! De kostede vel ca. 5 kr hver hvis jeg skal gøre det op i den minutpris 118 tager for servicen - damn!

Derudover spottede jeg Paprika Steen som jeg var ved at sige hej til, inden jeg kom i tanke om at hun jo ikke vidste hvem jeg var. Jeg så også Livas forældre fra Langt Fra Las Vegas OG Lars Mikkelsen. Som jeg faktisk også så for en uge siden da jeg var på Cafe Mandela, så ham burde jeg nok have sagt hej til.

Lidt stemningsbilleder fra backstage:

Photobucket



Sådan ser der ud der hvor alle de kendte venter på at komme på scenen. Det var her Tina og jeg havde vores dybe samtale.


Photobucket



De smækre bodilpiger og en Tage Frandsen der dirigerer lysmanden.


Photobucket



Den åndssvagt store lagkage fra Lagkagehuset som måtte transporteres af lastbil og to flyttemænd.


Photobucket


Kagen efter at 1100 mennesker havde forsynet sig.

Maria - Dette er ikke en dagbog

torsdag den 25. marts 2010

SidneyBrevkassen - Svar på JERES spørgsmål

Så fik vi åbnet for SidneyBrevkassen, hvor vi vil besvare alle Jeres spørgsmål om alt fra bryster til uddannelsesvalg. Stilen er Vi Unge/Tine Bryld/John Ser Alt - agtig, så bered Jer på en god omgang bedrevidenhed tilsat en højtidelig tone for rigtigt at skabe en brevkasse-feeling.

Ida skrev:
Jeg har et problem... tøj!
jeg skal til 9. klasses galla i april og aaaner ikke hvad jeg skal have på :)
det skal ikke være for dyrt og skal kunne bruges bagefter.
håber i måske har nogle forslag til butikker eller noget?


Kære Ida.

Vi vil foreslå dig at kigge på nettet – typisk kan man finde mange flere kjoler der, og så kommer I ikke alle sammen i den samme Vero Moda-kjole, som vi gjorde til vores galla i niende.

http://www.asos.com/
http://www.nelly.com/
http://www.topshop.com/
http://www.smartgirl.dk/

Mange kærlige hilsner
SidneyLise Brevkasse-Team

-

Anonym (kvinde?) skrev:
Hvordan får jeg store bryster :D?


Kære brystperson.

Dengang vi fik kunstige bryster skulle vi vælge mellem silikone og saltvand. Du skal huske at vælge dem så store som muligt, så kan du altid få dem altid få dem lavet mindre en anden gang. Sørg for at få dem lavet hos en fordrukken russer, som du har mødt i byen, der giver dig et godt tilbud. Der er lidt at spare.

Vi håber du kunne bruge rådet!

Mange kærlige hilsner
SidneyLise Brevkasse-Team

-

Mathias skrev:
Hvordan bliver man megarig og scorer alle de lækre damer??????????


Kære Mathias.

Her var vi lidt på udebane, så vi spurgte vores gode ven og Anne Sofies ekskæreste Ronni til råds, og han har lavet en video til dig - god fornøjelse og held og lykke med kærligheden!



Mange kærlige hilsner
SidneyLise Brevkasse-Team

-

Lind skrev:
Vil gerne være sygeplejeske, men når man som mig er sart, en egotripper, der hader gamle mennesker og mennesker (især mænd) der viser svaghedstegn og hader at holde i hånd og måske også i bund og grund har lidt små sadistiske tendenser, er dette så det rigtige karriere valg?
Elsker til gengæld nåle, blod, hvidt tøj og drugs?

Er meget spittet så håber i kan hjælpe mig med at finde min vej:D


Kære Lind.

Det er altid svært at finde sin vej i livet, og det er endnu sværere at råde andre. Det lyder dog som om du har fundet din rette hylde og vi forudser et langt og lykkeligt arbejdsliv inden for sundhedssektoren.

Mange kærlige hilsner
SidneyLise Brevkasse-Team

-

Anonym skrev:
Hvad gør man hvis man ikke laver noget og man spilder sin tid på nettet? Selvom man har en masse afleveringer for, men i stedet for at lave dem i weekenden, laver man ingenting.


Kære Anonym.

Sikke en redelighed du er kommet i. Vi må dog dele spørgsmålet op i to for at kunne svare dig fyldestgørende. Er det matematiklektier du sidder med, foreslår vi at du finder den mest nørdede fyr på din skole, flirter med ham og får ham til at lave opgaverne. Er det derimod danskafleveringer, vil det være en fordel for dig at plukke en masse vintergækker til din dansklærer, i kompensation for manglende lektier. Det elsker dansklærere.

Mange kærlige hilsner
SidneyLise Brevkasse-Team

-

Anonym skrev:
Hvordan tidsindstiller man et blogindlæg?


Kære Anonym.

Tryk på ”valgmuligheder for indlæg” nederst når du skriver indlægget og indtast derefter dato og klokkeslæt og tryk så ”udgiv”. Så er indlægget tidsindstillet.

Mange kærlige hilsner
SidneyLise Brevkasse-Team

onsdag den 24. marts 2010

SidneyLise og Vidunderlivet

I dag lancerer Kræftens Bekæmpelse deres kampagne Vidunderlivet, der handler om forebyggelse imod livmoderhalskræft. I den forbindelse spurgte de 10 danske bloggere om de ville nedskrive deres tanker og eventuelt erfaringer om emnet for at gøre opmærksomme på sagen. Vi var enormt smigrede over at blive spurgt og da kræft er et emne, der ligger os begge to meget på sinde, var der naturligvis intet vi hellere ville end at gøre vores for at støtte op om kampagnen.

Kræft er ikke et særlig behageligt emne at tale om, og kønssygdomme er om muligt et endnu mindre behageligt samtaleemne. Ikke desto mindre er HPV, som er en sygdom der overføres seksuelt og som i sidste ende kan føre til celleforandringer og livmoderhalskræft, vigtig at tale om. Der er ingen effektiv behandling mod sygdommen, men man kan blive vaccineret mod HPV typerne 16 og 18, som er skyld i 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft.

Piger op til 15 år får tilbudt vaccinen gratis, og derefter skal man selv betale. Mange tror, at når de først har været seksuelt aktive kan en vaccine reelt være ligegyldig og derfor vælger de ikke at få den. Det er dog misforstået, at en vaccine ikke kan gøre en forskel, selvom man er oppe i tyverne og for længst har haft sin seksuelle debut. Vi vil naturligvis ikke lyve, så det er klart at har man været meget løs på tråden er risikoen for HPV selvfølgelig større, men på trods af det vil en HPV-vaccine stadig have fuld effekt, hvis man ikke er blevet smittet med virussen inden.

Nedenfor kan I læse hver vores personlige forhold til HPV- vaccinen.

Isabels erfaring:
Jeg fik vaccinationen mod HPV sidste år. Jeg var 18 da jeg fik den første vaccine – man skal have tre med ca. tre måneders mellemrum, så det er en forholdsvis lang proces – og jeg var meget i tvivl om jeg overhovedet ville have den i begyndelsen.
Min største modvilje bestod i, at jeg ikke vidste nok om bivirkningerne og ikke vidste hvorvidt den overhovedet var tilstrækkelig gennemtestet til, at jeg kunne føle mig sikker. Efter jeg havde læst om den og snakket med både veninder og min læge var jeg dog sikker. Også selvom jeg havde haft min seksuelle debut og var over den alder, hvor den blev givet gratis følte jeg alligevel, at den kunne give mig en smule sikkerhed. En sikkerhed, der naturligvis ikke skal fungere som en hovedpude, der betyder at man ikke skal bruge prævention eller tænke sig om, men som alligevel betyder, at det keglesnit som rigtig mange kvinder skal igennem, muligvis ikke bliver nødvendigt for mig.

Jeg har nu været igennem alle tre stik, som i sig selv var en overvindelse, i og med at jeg lider af meget stor nåleskræk (jeg havde en med, der kunne holde mig i hånden hver gang!), men selvfølgelig var det det hele værd. Jeg håber virkelig at flere piger – også i tyverne – vil vælge at få vaccinen, selvom de har været seksuelt aktive i flere år og selvom den koster det samme som en Louis Vuitton taske. Jeg føler i hvert fald, at det har været det hele værd for mig.

Anne Sofies erfaring:
Jeg har altid sagt til mig selv, at hele den her HPV-vaccineting ikke havde noget med mig at gøre. Da jeg var 14-15 år var der ingen der talte om HPV, vi vidste slet ikke hvad det var og der var da overhovedet ingen mulighed for at gøre noget ved det. Jeg kan huske, at en venindes søster fik vaccinen i 2008, og det var første gang, jeg nogensinde hørte om HPV. Allerede dengang begyndte jeg at finde grunde til, hvorfor det ikke vedkom mig - jeg var for gammel, jeg var allerede seksuelt aktiv, den var dyr, smertefuld, man kender jo ikke alle bivirkningerne og når den var seksuelt overført kunne man jo bare bruge kondom og så var det problem ude af verden. Ikke?
Jeg levede i lykkelig fortrængning, men efterhånden måtte selv jeg erkende, at ingen af mine undskyldninger holdt vand. Selvom man allerede er seksuelt aktiv er der nemlig ingen garanti for, at man er blevet smittet. Selvfølgelig er risikoen større jo flere seksualpartnere man har haft, men man kan aldrig vide, om man har været heldig eller ej. Hvad angår bivirkningerne er det rigtigt, at der måske kan dukke nogle ekstra op, men det skal da aldrig nogensinde være det eneste argument for at droppe en vaccine, der kan redde ens liv. Altså, hvilke bivirkninger kunne være værre end kræft (undtagen "død", der stod som mulig bivirkning i nogle piller, jeg fik engang, men altså...)?
Det, der dog til sidst virkelig overbeviste mig var, at man ikke kunne beskytte mod den ved at bruge kondom, fordi smitten sidder omkring hele kønsområdet - selvom kondomer formindsker risikoen er en vaccine stadig den eneste måde, man kan sikre sig helt. Derfor har jeg nu bestilt tid til vaccinationen. Selvom jeg er hunderæd for at blive stukket og måske hellere ville bruge mine feriepenge på en ny taske ser jeg dette som en investering i mit helbred og det er i sig selv ubetaleligt.

Vil du støtte Vidunderlivet?
Vi håber, at dette indlæg har fået nogle flere piger til at overveje vaccinen. Hvis du vil vide mere vil vi virkelig anbefale at besøge Vidunderlivets hjemmeside, hvor såvel læger som kendisser giver gode grunde til at støtte sagen. Herudover kan man også købe forskelligt merchandise og læse Vidunderlivets egen blog. Hvis du selv har en blog eller en anden hjemmeside kan du her downloade den gadget, vi har i højre hjørne. På den måde linker du direkte til Vidunderlivet og viser samtidig, at du støtter op om kampagnen (du lægger den ind som "billede" i din sidebar og laver et billedlink til http://www.vidunderlivet.dk). De har også en Facebook-page, som vi begge to er fans af, så der kan man også vise sin solidaritet med sagen, hvis man føler for det.

Vi håber ikke, at indlægget blev for langt og tungt, men vi mener virkelig at sagen fortjener alt den omtale, den kan få.

Kærlige hilsner
Anne Sofie og Isabel

tirsdag den 23. marts 2010

Hvor kendt er jeg?

Det er nok et spørgsmål, som alle har stillet sig selv op til flere gange i livet. Men hvordan finder man så lige ud af det? Svaret er her: SidneyKendis-Testen!
Find din kendisfaktor og se om du bør ringe til Se & Hør og tilbyde nøgenbilleder af dig selv, eller om du er så ukendt at du burde hedde Pøbel til mellemnavn.

1. Du står i bussen. Følgende sker: Mand står meget tæt på, kigger intenst på dig og siger så:
a. Du er lækker - må jeg få dit nummer, søde?
b. Whaaat! Seriøst, can’t believe it! Må jeg få din autograf?!
c. Du står på min fod… Er du sød at flytte dig...?

2. Du står i kø i kantinen. En nar maser sig ind foran dig, og du:
a. Rækker tunge og prøver at spænde ben for ham, når han rykker fremad.
b. Råber højlydt at han skal fise om bag køen, mens du retter på Chanelsolbrillerne og nynner ”jeg er for kendt til det her sted”.
c. Træder et skridt tilbage. Han ligner en fra X-factor, og de har jo ret til at snyde i køen.

3. Der er kommet en ny talentkonkurrence, som søger deltagere. Du gør følgende:
a. Du tager din guldtop på (brugt som kjole, naturligvis), presser brysterne godt op og skriger når du løber ind til castingen.
b. Du går tager din grimme hund med til castingen mens du fortæller værten, at hendes top er so last year.
c. Du tager modvilligt af sted, kun fordi din veninde Birgit overtalte dig, mens du retter på flistrøjen og går forsigtigt fremad i dine skriggrønne Crocs (dem har du pyntet med små figurer i dagens anledning).

Flest a’er:
Du er semikendt og i kategori med Masha Vang og Susan K. Du forsøger desperat at gøre kendisagtige ting, så som at flashe bryster til de kulørte blade og snige dig ind på VIP området på Karel.
Godt råd: Mere silikone. Man bliver altså ikke ordentlig kendis med små bryster.

Flest b’er:
Du er en ægte kendis! Du har garanteret en steroidefyldt bodyguard med headset og jakkesæt rendende om dig, for at holde alle dine fans på afstand. Desuden går du konsekvent med solbriller uanset årstid. Du spiser ikke særlig meget.
Godt råd: Få en baby med en anden kendt. Babyer er det nye sort.

Flest c’er:
Din kendisfaktor er virkelig sørgelig. Ingen ved hvem du er, selv dine naboer og studiekammerater spørger hver dag om du er ikke er ny. Det gode er dog, at du kan stille dig i kø til de der gratis-ting flere gange i træk, fordi de har glemt at du allerede har været der, når det bliver din tur igen.
Godt råd: Klæd dig mere slutty og stil op til diverse talentkonkurrencer og realityshows. På et tidspunkt, hvis du er heldig, vil din kendisfaktor måske snige sig op på siden af Martin fra Singleliv.

- Sidneylise

søndag den 21. marts 2010

Tuborg Privatfest - Anne og Alex på eventyr pt. 2

Previously on SidneyLise: Anne Sofie og Isabel blev inviteret til et eksklusivt event hostet af Tuborg i en penthouselejlighed på Islands Brygge. Dog viste det sig hurtigt, at Isabel havde andre planer og derfor ikke kunne komme med - en ting, Anne Sofie ikke tog særlig pænt. Derfor slog SidneyLise-pigerne op og Anne Sofie inviterede Alexander Flemming med til eventet i stedet for. Alexander er en superdygtig fotograf og har taget alle billederne her i indlægget.



Alexander og jeg ankom til eventet i god tid. Som i "rigtig god tid". Som i "5 minutter efter at de åbnede"-god tid. Og vi ser med det samme en grøn løber (Tuborg 4-ever) med et skilt, hvor der står VIP. Vi tænker: "Yay, det er os!" og går selvsikkert hen og viser vores invitationer. Dørmandens reaktion: "I er altså ikke VIP's. I skal helt ned i den anden ende. Til indgangen for normale mennesker." Av.

Da vi kommer indenfor viser det sig, at VIP-området er klart afgrænset fra "normale mennesker", som vi er. Faktisk er der to parallelle løbere separeret af et reb. På VIP-siden var der en enorm balje med isterninger og gratis øl, der blev uddelt af nogle kønne piger i guldkjoler. En elevator førte op til festen, der afholdtes på 6. og 7. sal. På "normale mennesker"-siden var der en Tuborg-plakat, ingen lækre piger og en trappe hele vejen op. Skål. Nedenfor kan man se, hvem der var på VIP-siden. Hende i midten er i øvrigt guldpige. De to andre er "Karen har varen"-Karen og Szhirley.



Nå, Alexander og jeg tager trapperne(!!) op til 6. sal, hvor der var en masse folk, der så kendte ud, men vi kunne ikke rigtigt genkende nogen af dem. Så nedenstående billeder er lidt sådan "Spot en kendt, hvis der er nogle"-agtige:







Efter at have travet rundt blandt en masse mennesker, der måske-måske ikke var kendte stødte vi endelig på et ansigt, vi faktisk havde set før. Nemlig Mikkel Radicke, der ligesom os var meget utilfreds med at være henvist til trapperne. Nedenfor kan man se to ret forbitrede bloggere med ømme fødder. Og en Anne Sofie, der tænker: "Hvorfor er det lige, at jeg har indladt mig på at blive fotograferet ved siden af en fotomodel? Farvel selvværd.". Men Mikkel ER altså også uforskammet pæn.



Der var i øvrigt også noget musik, som jeg burde vide hvad var. Men det er jo en offentlig hemmelighed, at jeg ikke ved spor om hvad der er hipt indenfor musikbranchen, fordi jeg stadig hører Disneyhits fra 90'erne. Derfor vil jeg bare poste billederne og sige, at jeg tror, at hende den første er Le Gammeltoft. Men jeg er langt fra sikker.







Nu er der måske nogle, der undrer sig over, at jeg ikke figurerer på flere af billederne, men det var der en okay-god grund til. Jeg var nemlig dybt optaget af at spille vigtig og holde Isabel (som jeg tilgav efter at hun sendte mig "You're the one that I want" som ringetone) opdateret på mobilen. Nedenstående er som jeg så ud ca. 80% af aftenen:



Desuden må jeg vist lidt ligne en eller anden kendt, for indtil flere gange kom folk hen til mig, kiggede på mig, kiggede lidt mere, trak på skuldrene som i "ikke alligevel" og gik igen. Underligt fænomen, men et eller andet sted lidt smigrende. Tror jeg.

Hvad der var mindre smigrende var, da vi gik ned til den grønne løber for at spotte nogle flere kendisser. Mens Alexander hoppede rundt med sit kamera stod jeg og havde min bedste "Jeg er presse og dermed vigtig"-mine på. Det syntes jeg selv lykkedes meget godt indtil en af gæsterne pludselig stak mig sin jakke. Åbenbart udstrålede jeg ikke så meget "Jeg er presse" som jeg udstrålede "Jeg er garderobepige". Æv. Til gengæld havde jeg ikke tid til at være fornærmet særlig længe, for se hvem der så dukkede op:



Anna fra X Factor! Usj... Starstruckism galore!

- Anne Sofie

P.S. Kan I lide billederne, så gør mig den tjeneste at besøge Alexanders homepage. Han er virkelig dygtig og alsidig! Som I kan se.

Anne og Alex på eventyr pt. 1

I onsdags oplevede jeg noget lettere traumatisk. Isabel og jeg havde fået en VIP invitation til en privatfest afholdt af Tuborg i et penthouse på Islands Brygge, og jeg var selvfølgelig ellevild:

"Isabel, vi skal til fest på lørdag!!"
"Jeg kan ikke..."
"Og det bliver superfedt! Altså et penthouse!!"
"Jeg kan ikke..."
"Og der er KENDISSER! Fuck, hvor bliver det fedt!"
"Jeg kan ikke...."
"Jo, du kan! Du skal bare tro på dig selv! Jeg er da også lidt nervøs, men..."
"Nej, jeg KAN ikke. Jeg har ikke tid! Men jeg synes, at du skulle tage derhen alene."
"Du har ikke... tid? Tid som i "Jeg har et liv udenfor bloggen?"-tid? Er det det, du prøver at sige?"
"Ja..."
"Jamen..."
"Anne Sofie, seriøst! Det lyder superfedt!"
"Jamen...."
"Du kan sagtens tage afsted alene!"
"Jamen..."

Jeg var mildest talt chokeret. For det første var informationen om, at Isabel havde et liv udenfor bloggen noget uventet. Og for det andet skræmte tanken om at være alene mig. Anne Sofie uden Isabel er jo som Chip uden Chap. Bonnie uden Clyde. Mogensen uden Christiansen. Det holder ikke.

Jeg var faktisk ret såret. Jeg sendte Isabel Natasjas version af "Dig og Mig" i håbet om at hun ville huske, hvad vi havde haft sammen. Alle de gode øjeblikke. Jeg lavede et fotoalbum med billeder af os to sammen. Jeg indspillede "Can't live if living is without you" og prøvede at give hende dårlig samvittighed. Men hun var urokkelig og til sidst bad hun mig om at tage mig lidt sammen: "Anne Sofie, det er en enkelt weekend. Det kan du vist godt klare uden mig!" og jeg kiggede på hende med tårevædede øjne, imens jeg viste hende den "AS <3 I"-tatovering, jeg havde fået lavet.

Konfronteret med køligheden fra den person, jeg engang havde set som mit et og alt, besluttede jeg mig for at finde en ny ven. En rebound (men først efter, at jeg havde sendt Isabel min version af Thomas Helmigs "Nu hvor du har brændt mig af", en sang der virkelig satte ord på mine følelser). Og nu er der garanteret rigtig mange, der hele tiden har ventet på, at jeg begynder at fortælle om min fantasiven som jeg opfandt som erstatning for Isabel, for let's face it, ikke? Jeg er totalt typen, der har en fantasiven. Men nej! Jeg fik nemlig overtalt Alexander Flemming, min yndlingsperson i hele verden efter at han retoucherede 20 cm af mine hofter på vores header, til at tage med mig til "Tuborg VIP-fest på Islands Brygge" (en ting, vi begge pralede af på vores FB-profiler, men som alle vores tilsammen 850 venner totalt og iskoldt har ignoreret - ak ja, den Jantelov (eller også er det bare fordi vi har snakket om det i sammenlagt 6 statusopdateringer nu, så folk er ved at være trætte af det...)).

Hvordan det gik vil der senere i dag komme en update på. Et par stikord er: Anna fra X Factor, fyre i denimskjorter, 7. sal, ingen elevator, ømme fødder. Mange øl.

Stay tuned!

- Anne Sofie

lørdag den 20. marts 2010

Du ligner én, der har brug for hjælp

”Hej, hvad kan jeg hjælpe med?”
”Åh, jeg kigger bare, tak”
"Ok. Du siger bare til hvis du får brug for hjælp”
”Tak”
(30 sekunder efter)
”Har du fundet noget du kan bruge?”
”Øhm... Nej, altså jeg kigger bare”.
”... Ok” *stirrer*


Jeg kan umuligt være den eneste, der alt for ofte oplever denne form for ”service” i de butikker, jeg kommer i. Det er ligegyldigt hvilket prisleje, varerne ligger i, så forekommer denne slags ekspedienter ALTID – og det forhindrer mig simpelthen i at gå rundt i mit eget univers og kigge på sommertøj, mens jeg forestiller mig en tur til Hawaii. ”NEJ, sleske ekspedient iført for stramme bukser og Bianco sko. Jeg har IKKE brug for hjælp. Ser jeg debil ud?” er min tanke ofte. Selvfølgelig er jeg så høflig at jeg ikke siger noget, men blot langsomt og sidenlæns går ud af butikken, mens jeg manisk smiler sleskt og bruger det forbudte ”hehe, tak for kigget... ”

I går var min kæreste og jeg ude og shoppe –Note: han er faktisk mere shopaholic end jeg, og da jeg sagde det til ham, fortalte han meget skråsikkert, at han da ikke havde shoppet siden Januar. Jeg mindede ham om nogle bluser fra H&M, men så kom det endelige bevis på, at han rent faktisk ER en shopaholic: ”Det tæller jo ikke! Det var jo basic-bluser, Isabel!” Riiiight. Nå, men på turen stødte vi på en ekspedient i Zara, der i mandeafdelingen var meget overivrig for at hjælpe. Efter flere heftige forsøg, a la dem fra starten i dette indlæg, var min kæreste overbevist om, at ekspedienten havde et crush på ham (det var så en mand, but what) og jeg måtte så fortælle ham, at nej, sådan ER ekspedienter bare. Røvirriterende og i overalt hvor man selv er. Det ved alle piger.

Jeg har opstillet følgende muligheder for hvorfor, de er sådan:

1. Du ligner en, der har mange penge (hvis du går i Kawasaki sko, gå videre til mulighed 2).
2. Du ser smådebil ud, og ligner en der seriøst har brug for hjælp. Til alt.
3. Du ligner en, der stjæler, så derfor må de nødvendigvis holde øje med dit mindste træk. De er sikre på, at du har lyst til at nuppe den top til 89,95. Selvom den er alarmmærket.
4. De er SELV smådebile og kender ikke til ordet service. De har sandsynligvis kun 9. klasses eksamen og er eventuelt også uddannede negleteknikere. Og ja, det er en fordom.

Dog er det modsatte af den overdrevne service også set. Her står ekspedienten typisk bag disken og filer negle/taler i telefon, mens hun ligegyldigt kigger på dig, når du beder om hjælp. ER der kun de to muligheder? Enten den oversleske eller den irriterende ligeglade? Oh my, der er en grund til, at jeg elsker netshopping.

Forresten: husk at stille os spørgsmål til SidneyBrevkassen, som vi skrev om i går! Vi har et svar på ALT!

All love
- Isabel

fredag den 19. marts 2010

Et fredagsfusionsindlæg

Vi er begyndt at kunne observere en glædelig udvikling i vores SidneyLise-mailboks. For det første er vi faktisk begyndt at få mails fra andre end "British National Lottery", der vil have vores kontonumre, så de kan sætte vores gevinst på "1.500.000.000 GB £" ind på den (vi har tidligere sagt, at vi intet tjener på bloggen, men det er faktisk løgn. Vi har tjent adskillige milliader pund i lotterigevinster). For det andet er folk begyndt at sende os tips og sjove ting, hvilket vi virkelig sætter pris på. Af og til sidder vi bare og fniser for os selv (og poster tingene på vores FB-profiler), men nogle gange sker det, at vi får ting, vi bare må dele med vores læsere.

I går fik vi således en mail fra en anonym kilde (det har vi aftalt, at vi kalder hende - det er sådan lidt Stasi-agtigt), der havde observeret følgende på sin FB og kom til at tænke på vores intense had til brugen af ordet "søde" i situationer, der ikke indbefatter forældre og veninder. Og nedenfor kan vi hermed poste det perfekte eksempel på, hvorfor brugen af ordet "søde" bare er kvalmefremkaldende. Tusind tak til vores anonyme kilde for dette strålende billedbevis på fænomenet!



For lige at blive i det teenagetema, som vi tydeligvis afholder i denne uge (tyggegummi og chat med fremmede - kunne det blive mere teen?), vil vi skyde en ny ting i gang, som faktisk blev foreslået af en læser i et kommentarfelt. Vi vil nemlig gå i fodsporene på Tine Bryld, Renee Toft Simonsen og Anne Mette Rasmussen, og oprette

SIDNEYBREVKASSEN


Vi havde lidt forestillet os fænomenet som en blanding af Tine Brylds radioprogram om ungdomsproblemer, karrierevejledningen i ALT for Damerne og "John ser alt" i Hjemmet. Sådan hvis du er ung og har problemer med karrieren og der tilmed er et eller andet, der er blevet væk, så er det vores eksperter indenfor området, du skal have fat i. Spørgsmålene kan postes i nedenstående kommentarfelt.

Med venlig hilsen

SidneyLise Brevkasseteam

P.S. Kapster2 prostituerer sig for vores skyld. Det er det sødeste nogen nogensinde har gjort for os...

torsdag den 18. marts 2010

Når man lever sit liv gennem cyber-space

Det er vist en meget gængs regel, at folk på internettets chatfora er nogle perverts med hang til upassende billeder og ”hej frække *ss*” kommentarer. Ikke fordi vi nogensinde selv chatter med folk på internettet. Men you know.

Forleden fik jeg dog tilsendt et link til Chatroulette, som er en side, hvor ens webcam automatisk starter, og så bliver man smidt rundt mellem forskellige weirdos, der også har deres webcam tændt, ved at klikke ’next’ efterhånden som man bliver træt af dem. Jeg havde smidt mine solbriller på, for undercover at undersøge fænomenet, som selvfølgelig kun var et socialt eksperiment. Jeg chatter ikke med folk på internettet. Seriously.

På Chatroulette kan man opleve mange forskellige (mere eller mindre spændende) typer. Blandt andet er denne mand(?) iført en fedtmulelignende maske og hånddukker blevet spottet på siden:



Den første, der skriver til mig er en underlig type, der har gemt sit hoved bag en maske. Jeg panikker, da han skriver "Hi!" og gemmer mig for skærmen, mens jeg desperat trykker 'next'. Han forsvinder. Pyh.
Derefter sker der det meget uheldige, som faktisk ender med at få mig til at bruge hele 20 minutter på Chatroulette. Der kommer den ene sørgelige type op efter den anden – de ligner alle sammen nogen, der ikke har været uden for en dør i 10 år. Og så er det jeg tænker: ”Hvis du klikker ’next’ LIGE når du har set ham, så får han endnu værre selvværd og så går han ud og tager 75 panodiler og hænger sig selv bagefter – og så er det DIN SKYLD!” Så jeg snakker med de her weirdos i mindst fem minutter og prøver at sige søde og høflige ting til dem, mens de bare svarer ”Are you model beutiful???” og ”were u fromm…” Det hele er faktisk meget tragisk, og hver gang jeg skal til at lukke ned, kommer der en ny selvmordstruet type op på skærmen som jeg ikke nænner klikke væk.



Så nu er jeg blevet sådan en, der sidder på Chatroulette. Sådan én, der chatter med fremmede på internettet. Jeg kan vist ligeså godt få indført følgende i mit sprog: *sf*, *ss*, ”hehe”, ”hello beautiful”, ”wanna fuck?” og ”you so pretty”. Forresten frygtede jeg hele tiden, at møde en jeg kendte. Kan I se det for Jer? "Hej ANNE SOFIE!! Hvad laver du her?!" "Ikke noget!!! FARVEL!" (og ja, Anne Sofie er åbenbart min eneste ven. Jeg kategoriserer mig mere og mere som en Chatroulette-type...)

Ps. I skal ikke gå derind, hvis I er under 18. Der er mange… ehm… Lem. Og det ved I slet ikke hvad I er, før I bliver 18. Så hvis du er under 18, så lad faktisk helt være med at læse dette indlæg. Bortset fra det, så skal I altså se denne video (og den må man gerne se, hvis man er under 18):





Pps. Jeg ved at Kapster2 også har været derinde. Så ham og jeg må være de eneste u-sørgelige mennesker derfra. Eller. Jeg er så kommet i sørgelig-kategorien nu. Så Kapster2 kan få lov til af få titlen for sig selv.

- Isabel

onsdag den 17. marts 2010

Gum and the City

Vi har efterhånden gjort det til vores kendetegn, at vi udgiver et indlæg hver morgen mellem kl. 7 og 8 (de er naturligvis tidsindstillede og sandsynligvis skrevet et par dage før, men altså...), og det kan af og til være lidt svært at leve op til. Med jævne mellemrum rammes den ene eller begge SidneyLiser nemlig af skriveblokade, og i dag er det så mig.

For nyligt så jeg et afsnit af Sex and the City (ikke, at jeg ser den slags normalt - det er typisk mere Isabels form for underholdning. Jeg ser Smagsdommerne, Deadline og Viasat History), hvor Carrie havde skriveblokade og endte med at skrive nogle mere eller mindre desperate klummer. Blandt andet om sokker. "Men are like socks. This column socks. Socks and the City". Og jeg bevæger mig nok lidt hen på samme plan i dagens indlæg. Jeg vil nemlig skrive om tyggegummi.

Jeg synes selv, at jeg har gjort en banebrydende iagttagelse indenfor emnet Psykologi og Ernæring. Nemlig, at mange mennesker har et signaturtyggegummi. Et signaturmærke eller -smag. Ofte begge dele. Og fordi jeg jo selv altid praler af mit fantastiske menneskekundskab vil jeg nu fortælle, hvad DIT signaturtyggegummi siger om DIG (kunne dette indlæg være mere "Vi Unge"-agtigt?):

Mint: Du er meget traditionel og går altid efter det sikre. Du læser nok til bibliotekar, sygeplejerske eller folkesundhedsvidenskab. Du har en Fjällräven-rygsæk. Og du stemmer socialdemokratisk. Måske har du pagehår.

Spearmint: Grundlæggende er du traditionel, men du prøver lige at tage det en tak op med det der "spear", som er den pimpede udgave af den normale mint. Det smager som tandpasta, men pakken er fancy, og det er det, der gør det for dig. Du stemmer radikalt og læser nok et eller andet, der lyder smart. Som f.eks. litteraturvidenskab eller visuel kultur.

Lakrids: Du er nok en mand. Generelt er det lidt fimset at tygge tyggegummi, så derfor prøver du at gøre det mere maskulint ved at vælge den sorte pakke. Det er ligesom at tage et kampskib med i karbad. Du kan dog også være en pige, der bare godt kan lide lakrids. Og du stemmer borgerligt, bare fordi det også er sådan lidt voksent og ansvarligt, og det vil du gerne udstråle.

Wildberry: Du er lidt af en rebel og en enspænder. Du kan godt lide at være anderledes end alle andre, og er måske endda lidt psykopatisk anlagt. Havde Adolf Hitler tygget tyggegummi havde han nok valgt Wildberry. Du læser måske kemi, filosofi eller kunsthistorie. Og stemmer Nihilistisk Folkeparti.

Exotic Fruit: Du er sådan lidt en happy go lucky-type uden at ville stå rigtigt ved det. Hvis du ville det havde du nemlig taget Hubba Bubba, men Exotic Fruit er trods alt bare en tak mere seriøst. Du er tjener, skuespiller eller arbejder for Amnesty. Og du stemmer SF eller Enhedslisten.

Hubba Bubba: Du står ved, at du er lidt af en dulle, og går rundt med en lyserød glimmer t-shirt med teksten: "Sexy Bitch". Du er altid tan, går med høje sko og læser på CBS. Du har måske en blog, hvor der er billede af dig selv i headeren. Du stemmer på dem, der er pæne.

Citron, mint og vanille-crossover: Du har bare en underlig smag generelt...

Og endelig en lille sang om emnet. Jeg finder den selv meget velvalgt. Se i øvrigt pigen på stilbilledet - typisk Hubba Bubba-type:



- Anne Sofie

P.S. Se i øvrigt, hvad jeg faldt over. Hvem i alverden køber tyggegummi over Amazon?

tirsdag den 16. marts 2010

Fordrukken rapport fra det store udland

I sidste uge skød vi vores gæsteblogger-feature i gang, og vi er blevet utroligt overvældede over, at der faktisk har været okay-mange, der har haft lyst til at deltage. Vi er enormt glade for det, så bare keep 'em coming! Til dem, der ikke gider at trykke på linket, er her lige en opfriskning af vores koncept: Hvis man har et eller andet på hjerte kan man sende os en mail på vores mailadresse ovre i højre hjørne, og så poster vi det (muligvis) på vores side sammen med et link, hvor vi skamroser din blog. Dog er der lige et par ting, som vi ikke nævnte i det foregående indlæg, men som vi lige vil gøre klart i denne sammenhæng:

1) Vi foretrækker (uh, nu lyder vi så krævende) originale indlæg, altså indlæg der ikke har været postet andre steder før.

2) Vi vil gerne frabede os indlæg med eksplicit, seksuelt indhold.

Så, det skulle vist være det. Post away, folkens. Og nu kommer vi endelig til dette indlægs indhold, nemlig at det er det første gæsteindlæg i rækken.

Johanne fra bloggen Average Joanna skrev til os og tilbød sig selv som (citat) "fordrukken udenlandskonsulent", og det kunne vi selvfølgelig ikke stå for. Hun er pt rygsækrejsende, noget SidneyLise aldrig ville turde (citat Anne Sofie: "Jeg skal aldrig nogensinde på Roskilde Festival - der er hverken bad eller toiletter." - og vi forestiller os en rygsækrejse som Roskilde x 3.000.000.000). Vi tænkte, at det kunne blive godt med lidt internationalt perspektiv i vores ellers navlebeskuende blog, og så er Johanne altså super sød og hamrende sjov. Og lidt en kendis i visse kredse. Så derfor er vi meget stolte af at kunne præsentere Johannes ord fra Asien! Lige her! In Joy!

Jeg får jævnligt kommentarer på Facebook om hvor sej og modig jeg er. Folk fortæller mig, de er stolte af mig, og en ny veninde sagde forleden dag "I like you, because you are pretty and you get the best out of your life"
Det er desværre ikke min skønhed, jeg vil skrive om i dette indlæg, men til de interesserede: Jeg er helt hvid! Og jeg har blå øjne!)
Jeg har svært ved at forstå kommentarerne, jeg er jo ikke særligt sej eller modig. Jeg farer vild overalt, er uorganiseret og herre ængstelig.
Og får jeg det bedste ud af mit liv? Størstedelen af tiden, fatter jeg jo ikke halvdelen af, hvad der foregår omkring mig. Og det værst af alt: Jeg forsøger lidt at få mig selv til at lyde værre end jeg egentlig er. Men det er lidt en hemmelighed.

For de der ikke fatter hvad jeg snakker om, og hvorfor det overhovedet har en relevans at jeg er bleg, må jeg hellere komme til sagen. Jeg er 20 år gammel (men påstår jeg er 16), og er på en 2 måneders rygsækrejse med destinationerne Japan, Sydkorea og Thailand. Og jeg gør det alene.

Hver eneste gang jeg ankommer til et nyt sted, er jeg overbevist om at jeg bliver ensom. Jeg ender altid med at være omgivet af en masse skønne og interessante mennesker.
Når jeg rejser alene, knytter jeg et meget tættere bånd til de mennesker jeg møder, end jeg normalt gør i Danmark. De er de eneste venner jeg har omkring mig, da alle andre er hjemme i DK, og jeg giver derfor meget mere af mig selv, end normalt, ligesom jeg modtager utroligt meget fra de mennesker jeg møder.
Den historie der bedst kan beskrive dette, er da jeg mødte en amerikansk pige på et hostel i Tokyo. Efter et par timers snak og kortspil, inviterede hun mig til at komme og besøge hende i Sydkorea, hvor hun arbejder som lærer. Jeg tog afsted, og havde en helt fantastisk uge i selskab med hende, og de andre amerikanske lærere i området.

Jeg er pt i Chiang Mai, Nordthailand, og selvom her er fyldt med turister, har jeg helt den der "New kid in town" fornemmelse. En lokal thaibokser, bliver ved med at spørge efter mig, på mit guesthouse. Ejeren griner, mens hun skingert siger "What are you doing to them, Johanne?" Jeg hænger hver dag ud i baggården til en restaurant, hvor jeg snakker og pjatter med de ansatte. Alle er glade for at se mig, når jeg kommer, og har ikke det fjerneste imod at jeg herremeget forstyrrer dem, mens de er på arbejde, uden nogensinde at have købt noget derfra.
Jeg bliver konstant kaldt smuk af forbipasserende, på grund af min, selv i Danmark, blege hudfarve. Mit ego vokser sig større og større, og jeg er bange for at der ikke er plads til det, naar jeg vender hjem til Danmark.

Det er hårdt at rejse alene. Jeg skal klare mig selv konstant, inklusive at have styr på mine ting og finde vej, og når tingene ikke går som jeg vil, panikker jeg. Og jeg har konstant tømmermænd.
Men udbyttet er større end det, jeg møder venner, som jeg aldrig ville have lært at kende, hvis jeg rejste i en større flok. Jeg kan selv planlægge hvad jeg vil se, opleve, og hvornår jeg vil sove, og en gang i mellem, tror jeg på de komplimenter, jeg får derhjemmefra, og så føler jeg at jeg kan alt. Og det føler jeg lige nu.


- Johanne

mandag den 15. marts 2010

Sunglassesshop.com styrer!!

Vi har tidligere beklaget os over, at vi aldrig nogensinde får nogle gratis ting, så stor var vores glæde, da vi fik tilsendt nogle gratis solbriller af Sunglassesshop.com. Juhu! Endelig har alt det arbejde, vi har lagt i bloggen i løbet af de sidste 4 måneder kunnet betale sig! Vi har fået solbriller! Af Sunglassesshop.com!

Vi så på Fierce&Fattig, at hun havde fået en sponsoraftale med Sunglassesshop.com samt et par RayBans. Inde på Sunglassesshop.com har de nemlig alle mulige fede mærker som Dior, Miu Miu, Chanel, Prada, Ralph Lauren, Gucci og ja… RayBan. Vi fik lov til at vælge et par solbriller hver fra Sunglassesshop.com’s nye mærke, Nueu. Vi tjekkede kollektionen ud og valgte begge to modellen Nueu Taurus 3.0. For at vi ikke skulle matche totalt valgte Isabel dem i ”Fat Punk Grå Havana", mens Anne Sofie tog ”Sort”. Vi modtog brillerne og besluttede os for at indvie dem til Nephew-koncerten for lidt VIP-feeling.





Som I kan se ovenfor, hvor Anne Sofie prøver at give den som snobby ”Jeg er her kun fordi min kæreste spiller i bandet – ja, det er ham med det der underlige guitar-keyboard. Ja, gu’ er det Simon Kvamm! Jeg er kæreste med Pim de Keysergracht fra Team Easy On!”-bitch iført 3 lag MAC-lipgloss (”Full for you” – hvad sker der for kiksede produktnavne?), er "Nueu Taurus 3.0 Sort" overhovedet ikke ”Sort”. Den har nogle hvide ting ude i siden (okay, det vidste vi så godt i forvejen), og så har den rødlilla glas, hvilket dog ikke er et problem, for det stod godt til Anne Sofies top.





Isabels ”Fat Punk Grå Havana” var til gengæld det Anne Sofies ikke var: Nemlig sorte. Både i stel og glas. Det der Fat Punk bestod i, at der var noget skaterprint med dødningehoveder og den slags på indersiden af stellet. Ovenfor kan vi se Isabel give den som "Hehe, jeg er kun med til den her koncert, fordi min storesøster Anne Sofie er kæreste med Simon Kvamm. Hihi, han er osse pænt naijzz! Og min lipgloss er fra L'Oreal."-trunte. Vi havde også billeder, hvor hun blæste bobler af lyserødt Bubble Gum, men de kom ikke med.

Hov, huskede vi at nævne at vi havde fået brillerne af Sunglassesshop.com? De er virkelig søde og dygtige og så har de en masse lækre solbriller fra fede mærker. Vi synes virkelig, at I skulle besøge Sunglassesshop.com, hvis I skal have nye solbriller eller tænker på at skulle have det. Eller måske kender nogen, der skal. Så send dem linket til Sunglassesshop.com.

- SidneyLise

P.S. Anne Sofie mødte i øvrigt McCreepy igen i forgårs! Hvad sker der for det? Er det mon skæbnen? Meant to be?

søndag den 14. marts 2010

SidneyLise til Nephew

I går var Anne Sofie og jeg blevet inviteret til Nephew koncert – helt vildt V.I.P.! (okay, min veninde arbejder i musikbranchen, og hun manglede nogle skanky flyer-uddelere, og kom straks i tanke om os).

Jeg er meget stor Nephew-fan, men da jeg spurgte Anne Sofie om deres nyeste album, svarede hun nogenlunde således: ”Ehhm. Nephew… Er det ikke dem der har lavet den der ”Darth Wader?”. For en inkarneret fan, gør sådan noget ondt, så jeg besluttede mig for at tvinge hende til at høre alle deres numre igennem, så hun ikke kom til koncerten og var en total noob. Det ville hun ikke.

Vi ankom til KB-Hallen hvor koncerten foregik, og gik målrettet mod ”Gæsteliste indgangen”, mens vi håbede at andre folk så, at det var der vi var på vej hen. Vi talte højt om, at nu måtte vi også finde den rigtige indgang, og det var jo ikke så nemt, når man skulle finde den, hvor der stod GÆSTELISTE ovenover. Der var vist ikke nogen der lagde mærke til os, men vi gav det da et ihærdigt forsøg.

Selve koncerten var spækket med sjove typer. Foran os sad dem vi kalder ”Firma-festen”. Det var sørgelige typer i slutningen af trediverne/starten af fyrrerne, der virkelig gik til den med dans (eller hvad man skal kalde det når de hopper rundt med armene i vejret) og de vendte sig ofte om med et ”koom sååå folkens *klap klap* op at stååå!” Sørgeligt.
Tæt på dem sad hende vi kalder ”Mommy”. Mommy havde en hellang blomstret kjole på og havde rygsækken på maven. ”Man skal jo passe på, ikke”, havde hun nok tænkt. Nå, men hun købte shots i massevis og hoppede rundt (MED rygsækken), mens hun svingede med armene, så godt hun havde lært.
Ved siden af os, sad "Brian". "Brian" havde meget tatoverede arme, var skaldet og lugtede utrolig meget af ”Ferrari” parfumen. Han var også en meget ivrig fyr, og vi fik flere gange et par flade (dog ikke med vilje), når han svingede de steroidefyldte bøffer. Herefter begyndte jeg at spekulere på, om det egentlig var så godt at være Nephew fan alligevel.

Anne Sofie brugte det meste af aftenen på at stirre bagud, for der sad nemlig Thomas fra X-factor! "ISABEL, SE! Det er Thomas! Jeg elsker ham! Han er sådan en splejset Weltschmerztype, der går med hat - han er ligesom mig!!"
Jeg var mere fokuseret på Nephew, og sukkede over Simon Kvamm, som jeg altid har haft en crush på (om end jeg stadig var starstruck over Thomas), mens jeg tog en masse halvslørede billeder, indtil jeg fandt ud af, at man ikke måtte have kamera med. Men VIP som vi jo er, ignorerede vi skiltet.



Og så læste vi lige i kommentarerne til gårdsdagens indlæg, at vi var blevet spottet på stationen, ihh altså! Hvis I ser os og kan genkende os, så må I meget gerne komme over og sige hej - så bliver vi så glade.

- SidneyLise

lørdag den 13. marts 2010

Spottet: the Game

En helt almindelig torsdag eftermiddag på Strøget fik vi "the Game" meget tæt ind på livet. Til folk der ikke kender the Game, kan vi lige forklare: Det er en bog som grundlæggende handler om, hvordan man scorer piger, uden at vise dem hvor nederen man er. Der er flere tricks til, hvordan man kommer i kontakt med damer, og der florerer begreber som "negs" (hvilket altså ikke er racistisk, men handler om, at man skal sige noget negativt til en pige, hvis hun er lækrere end man selv er, for at få hende ned på ens eget niveau, så man kan score hende). Nå, men konceptet er i sig selv fint nok, fordi der faktisk også står noget med, at man skal lade være med at være en "Hej søde"-type, som vi alle ved, er herre-irriterende. Det eneste uheldige er, at ret mange ærgelige typer tager the Game til sig, og forsøger at blive nogle vilde playeeers, hvilket bare er... ja, sørgeligt.

Anyway, vi går ned ad strøget - meget målrettet mod Magasin og Mac-standen derinde, da en dreng kommer løbende op til os:

Dreng (med meget overgangsramt stemme): "Hej!! Øhm, det er fordi at mig og min ven her *peger* skal i by'n senere og vi ville gerne finde et sted at spise inden og sådan.. og så ville vi høre om I kender noget?"
Isabel: Lå der ikke et godt pizzasted ved Rådhuspladsen, Anne Sofie?
AS: Jo, det er lige deroppe og så til højre.
Dreng: Hehe, ved I godt at I har C-smil?? *smiler sleskt*
I: DU HAR LÆST THE GAME!!
Dreng: Fuck!! Seriøst man' hvor ved du det fra??!
I: Jeg har også læst den.
Dreng: Nooo man' *puffer til sin ven* fuck hvor niiice *forsøger at lave high five til os*
I: Nå, pizzariet er deroppe og til højre.
Dreng: Ejj, vent, vent!! Seriøst nu lavede jeg lige et "set" haha! Ej man' har du virkelig læst den?!
I: Ja, det var sådan jeg scorede min kæreste *kigger på Anne Sofie, der nikker*

Dreng: Er i så'n... er i en'li kærester??

(Vi gik hånd i hånd, hvilket måske har været udløseren til dette spørgsmål)

AS: Ja. *kigger kærligt på Isabel*
Dreng: øhhm okay.. hehe.
I: Hvor gamle er I, no offence?
Dreng: 16!
I og AS: ...

Vi forestiller os, at de hver ejer sådan en:



Så I kan nok se, at der er sket en del siden i går - vi er blevet lagt an på af to desperate 16-årige (Hallo, vi kunne være deres MOR!) og så er vi også blevet lesbiske i mellemtiden. Sikke en uforudsigelig verden vi lever i.

- SidneyLise

fredag den 12. marts 2010

Two single girls in the city

Nu er det sket. Begge SidneyLise-piger er omsider flyttet rigtigt hjemmefra og bor nu alene. Som i rigtigt alene. Som i "Ingen til at beskytte os mod voldtægtsforbrydere og den slags, bære varer for os og åbne glas, som er for stramme til at vi selv kan få dem op"-alene.

Vi indrømmer det gerne: Vi har begge to været totalt overbeskyttede hele vores liv og har aldrig nogensinde skulle gøre noget som helst selv. Og at vi nu sidder med hver vores lejlighed og totalt skal tage ansvar for vores eget liv, er faktisk virkelig skræmmende og virker som en umulig situation. Lad os lige opsummere et par hændelser, der er sket indenfor de seneste dage:

Case 1:
Isabel vil have sig en marmelademad. Haves: et glas hindbærmarmelade. Problem: manglende armkræfter. Isabel går flere dage og kigger trist på marmeladeglasset, prøver med jævne mellemrum at få det op, men forgæves. Hun bliver mere og mere trist og sulten. Indtil hun en dag hører trin på trappen udenfor hendes lejlighed. Hun snupper marmeladeglasset og styrter ud, hvor hun møder sin genbo, der lige er på vej ud af døren. Hun kigger ynkeligt på ham og rækker glasset frem. Han tager det uden et ord, det siger "Plop" og glasset er åbnet uden problemer. Og Isabel kunne endelig få sig en marmelademad. Case solved.

Case 2:
Anne Sofie har kogt pasta og har i den forbindelse ladet vinduet stå åbent efterfølgende. Big big mistake. Samme nat kl. 3:30 vågner hun nemlig ved en rumsteren i hendes køkken. Anne Sofie går i panik og råber et eller andet, hvorefter lydene ophører og hun hører skridt, der fjerner sig. Hun løber ud i køkkenet, hvor hun ser, at nogen har prøvet at skubbe hendes vindue yderligere op (men det kunne de ikke, fordi Anne Sofie har alt muligt junk i hendes vindueskarm - haha!!), og det går op for hende, at hun har været udsat for et indbrudsforsøg. Totalt i panik, lukker Anne Sofie vinduet i og tager den største køkkenkniv hun kan finde med ind i sengen, hvor hun sidder og vifter lidt ynkeligt med den i forsøg på at se skræmmende ud, hvis nu der pludselig skulle stå 25 junkier foran hende. Indtil hun kommer i tanker om, at hun har læst i "Vi Unge", at man ikke skal have våben i nærheden af ens seng, da overfaldsmanden ville kunne bruge dem mod en selv. Anne Sofie panikker endnu mere ved den nye trussel om at blive dræbt med sin egen Global Køkkenkniv, som hendes far insiterede på, at hun anskaffede sig, og skynder sig at gemme kniven under sengen, så de 25 junkier ikke kan finde den, når nu de bryder ind for at hugge hendes få møbler. Det var i øvrigt en meget lang nat efterfølgende.

Som I kan se ovenfor egner vi os slet ikke til at bo alene. Vi kan simpelthen ikke håndtere det. Vi dør af sult, hvis ikke vi får os selv slået ihjel inden! Og i øvrigt har vi begge 3 millioner pantflasker, som vi ikke ved hvad vi skal gøre med, fordi vi ikke kan finde ud af hvordan man får penge for dem. Så nu hober de sig op i vores lejlighed. Og Isabel har et fjernsyn, men intet tv-signal. Og Anne Sofie har den store kabeltv-pakke og en dvd-afspiller, men intet fjernsyn. Det er virkelig den rene elendighed.

- SidneyLise

Disclaimer: Det der "single" i overskriften skal ikke forstås bogstaveligt. Det lød bare godt.

torsdag den 11. marts 2010

En telefonsamtale i bussen

*telefon ringer*
"Hej søde, hvad så?"
"Hej! Jeg ringede bare for at sige, at jeg gerne vil sige ja tak til invitationen om at spise hos dig i aften."
"Ej, hvor fedt!! Det glæder jeg mig til! Gik det godt med gruppearbejdet?"
"Ja, jeg har lige fået fri og er på vej hjem. Jeg aftalte med min gruppe, at jeg skulle lave tingene færdig derhjemme og så kommer jeg hjem til dig bagefter. Like 8-ish?"
"Det lyder perfekt!"
"Er du hjemme?"
"Nej, jeg har lige været ude at shoppe!"
"Fik du købt noget?"
"Kun en creme og en ansigtsmaske. Jeg ville egentlig have sko, men de var allesammen grimme."
"Var du i Zara?"
"Ja, men jeg kunne heller ikke finde noget der. De var også grimme."
"Undtagen mine nye sko."
"Ja, men dem kunne jeg ikke finde. Jeg havde ellers overvejet dem i sort."
"Hvor irriterende!"
"Ja."
"Øjeblik... forbindelsen er lidt dårlig. Det er fordi, jeg står i 5A."
"Vent lige lidt... er du i 5A? JEG er i 5A! Isabel, vend dig lige om engang..."
"Hvad? Guuuuuuud Anne Sofie!"
"Hej!"
"Hej!"
"Skal vi ikke lægge på og tale sammen face to face i stedet?"
"Det var måske en god idé."
"Ja."
"Hejhej."
"Hej."

onsdag den 10. marts 2010

Vil du feature SidneyLise?

Vi har længe talt om at have lidt mere interaktion med læserne her på SidneyLise - vi synes nemlig, det er så hyggeligt med jeres kommentarer og mails, at vi gerne ville give lidt igen.

Nu er vores blog jo efterhånden pænt stor og vi har en del læsere, så det syntes vi egentlig gerne, at vi ville dele lidt ud af. Vi kan huske, da vi selv var nye (okay, det er vi vel egentlig lidt stadigvæk, men...) og det betød en masse for os, at folk gad at nævne os på deres blogs, så derfor har vi besluttet os for at køre et nyt initiativ her på SidneyLise.

Fra i dag af åbner vi nemlig vores mailboks for gæsteindlæg. På den måde giver vi vores læsere mulighed for ligesom at deltage lidt mere på bloggen, samtidig med at det betyder, at vi ikke behøver at gøre noget for det (okay, det er en joke. Sort of). Så hvis du har et eller andet på hjerte, så send os en mail med indlægget (og så må du også gerne skrive lidt om dig selv, hvis du vil) og så udgiver vi det her på bloggen. Hvis du har en blog eller anden hjemmeside skal vi selvfølgelig nok linke til den i indlægget.
Vi skal dog lige komme med sådan en disclaimer som de altid gør til Børne Melodi Grandprix og den slags: Vi forbeholder os selvfølgelig alle rettigheder til at udvælge hvilke indlæg vi vælger at udgive på bloggen, og alt det der.

sidneylise@hotmail.com


Apropos læsere fik vi faktisk en mail i går, hvor vi fik et topsecret tip af K med det geniale blognavn om, at vi faktisk kommer frem, hvis man billedgoogler "Paradise Dulle". Vi prøvede at gøre det og ganske rigtigt - på første side endda. Sammen med Jackie Navarro og Tiger Woods. Ouch!



- SidneyLise

tirsdag den 9. marts 2010

Hej DUMME

Her kommer et røvkedeligt indlæg om kommunikation, som er det jeg læser og derfor er den eneste, der synes er spændende. Anyways, der står ord som ”fuck”, så måske gider I godt læse det alligevel?

Vi ved vel alle, at det danske sprog er blevet dybt amerikaniseret (hvorfor hedder det ikke amerikanifiseret? Det lyder sejere!) Nå, men pointen er, at børn lærer ord som ”fuck dig din fucking bitch” og andre utugtige ord helt fra børnehavealderen. Hvordan er det vi opdrager vores børn nu til dags?! Hvorfor lærer de ikke at sige ”luk røven din møgkælling”, som er skønne, danske ord, der griber danskhedens frikadeller som en frisbee i et kolonihavehus?

Forleden dag gik jeg forbi en børnehave, da en lille pige kommer hen til hegnet og kigger på mig. Venlig som jeg er, smiler jeg og siger ”heeej” med min bedste børnevenlige stemme, men den lille pige kigger bare vredt på mig og så gør hun det allersjoveste: hun rækker tunge! Se dét er god kommunikation! I stedet for at bruge amerikanske skældsord eller endda det gode gamle ”møgkælling”, for at vise hvad man synes om en person, er det nyeste nye nu at række tunge i stedet. Og det er ingen joke, jeg synes virkelig det er genialt. Hvad blev der egentlig også af dét? Smed vi det bare væk efter 7-års alderen?



Lad os tage et eksempel:
Du står i køen i Netto (lad os sige Føtex, hvis du ikke vil fremstå som sådan en fattiglus). Det bliver din tur ved kassen, men du er i gang med at skrive en sms (på din iPhone?) og det bliver manden bag dig ret knotten over. Han siger: ”HALLO det er din tur! Er du blind eller hvad?!” med hævet stemme (for at skabe en illusion af magt - det har han ikke rigtig normalt, der er han P-vagt). Her kunne du så vende dig om og sige: ”Rolig nu makker” og lægge dine ting op på båndet. ELLER du kunne vælge at vende dig om, kigge vredt på ham og: række tunge – for derefter at lægge dine ting op på båndet.

Seriøst, der er for lidt tungerækning i Danmark. Alt det der ”fucking ho” og ”dumme kælling” (selvom kælling nu virkelig ER et godt ord), er bare så out. Det nyeste er non-verbal kommunikation i form af tungerækning og eventuelt også halshugnings-fagter (I ved, den hvor man holder sin hånd vandret og laver en streg over halsen, der signalerer ”DØØ”) Det skal nok vise ham i køen, præcis hvad du synes om ham!

- Isabel

mandag den 8. marts 2010

SidneyLise interviewer en mand

I dag er det jo Kvindernes Internationale Kampdag, og det bliver vi selvfølgelig nødt til at markere på en eller anden måde. Det typiske ville være at sætte spot på markante kvinder og deres bedrifter, men det gør ALLE jo i dag. Og da SidneyLise elsker at være sådan lidt Rasmus Modsat generelt har Anne Sofie fundet sine bedste interviewskills frem og har haft en samtale om kønsroller og den slags... med en mand.

Nu ville det måske have været ideelt med en eller anden ligestillingsfyr, men der er ironisk nok utroligt få mænd indenfor det område og da slet ikke nogen, vi kunne få med så kort varsel. Så derfor har jeg interviewet min far. Han er 50 år, fraskilt og en anelse mavesur.

Nedenfor følger resultatet. I sandhed et stykke Cavlingspris-værdigt journalistik.


Bløddyr - og hvad så?
Et glimt ind under facaden på mænd... der er bløde. Og en overskrift, jeg er ualmindelig stolt af.


Er du en blød eller en hård mand?
Blød.
Hvor blød sådan på en skala fra 1 til 10? Altså, hvis nu 1 er det hårdeste og 10 er det blødeste?
Så er jeg nok 3...
Jamen, så er du jo ikke en blød mand længere?
Jo, når det er nødvendigt.
Nå... Hvordan definerer du så det at være en blød mand i 2010? Er det anderledes end at være en blød mand i... lad os bare sige 1975, da du var ung?
I 1975 var det en nødvendighed at være en blød mand for overhovedet at komme i nærheden af nogle kvinder. Man kan vel sige, at i løbet af de 25 år (red: 1975 er så 35 år siden, men whatever) har kvinderne fået blødgjort mændene, så vi laver mad og tager vasketøjet uden at brokke os. Og samtidig ordner vi haven og bilen og alt det, der skal værktøj til. Det er satme ikke et nemt liv mere.
Så du er faktisk en blød mand fordi du er tvunget til at være det og ikke fordi du har lyst til det?
Jeg er træt af, at mænd har foretaget hele bevægelsen og at kvinder ikke har flyttet sig en meter og tager det som en selvfølge, at mænd bare retter ind og tilpasser sig. De eneste mænd, der stadigvæk er hårde mænd, er de der tabere med tatoveringer og dem har man jo ikke lyst til at ligne.
Nej... Nå, men er der slet ikke noget godt ved, at kvinder ikke længere er underkuede?
Jeg kan slet ikke huske, hvornår kvinder var underkuede. Det har i hvert fald ikke været i min tid.
Ja, det er jo lidt en definitionssag. Jeg synes for eksempel, at det var ret underkuet ikke at have stemmeret.
Nej, men det var jo heller ikke i min tid... (red: Danmark gav kvinder stemmeret i 1915) Jeg synes, at det er pisseirriterende, at kvinder har fået gennembanket, at man skal have kønskvoteringer, når det kun går den ene vej.
Men findes der ikke mandlige kønskvoteringer... sådan i pædagogstillinger og den slags ting?
Det har jeg ikke hørt om...
Men hvad er dit personlige forhold til kvinder?
Jeg vil ikke lade mig underkue af kællinger længere. Det gjorde jeg i mine unge dage, men det er jeg holdt op med. De kan tage hele pakken eller lade være. Desværre vælger de fleste at lade være.
Nå... Øhm. Har du ellers nogle tips til kvinderne derude?
Ja, lær at være mere tilfreds derude i stedet for at drømme om det ultimative liv. Jeg tror, at de kunne lære meget af mændene - de fleste mænd er grundlæggende tilfredse med tilværelsen. Det kender jeg ikke mange kvinder, der er.
Nå, tak for din tid. God kampdag, eller hvad man siger!
Tak! Jeg vil sætte mig ind og høre en lesbisk kvinde synge "Hallelujah".
Apropos det, vil du så vælge en sang, der skal på bloggen? Det er et nyt tiltag vi har. Vores gæster må vælge en sang - det er lidt ligesom Giro413.
Ja, jeg vil gerne høre Allan Olsens "5 under 0" - det er slagsangen for alle forbitrede mænd.



(Irriterende nok ligger den rigtige version med Allan Olsen ikke på youtube, så den kunne vi ikke vise. Men her er en coverversion fra et eller andet bryllup, begravelse eller sådan noget - men så får de i det mindste også deres 15 minutes of fame...)
God kvindekampsdag allesammen!
- Anne Sofie

søndag den 7. marts 2010

SidneyLises 3 dødssynder

Nu har vi jo af hemmelige kilder (okay okay, vores FB-gruppe) erfaret, at vi faktisk har en del mandlige læsere. Og derfor tænkte vi, at vi ville benytte lejligheden til at informere om de tre dødssynder, vi oplever at mænd begår igen og igen. Og nej, det er ikke noget med grådighed, vrede, begær og de andre blødsødne ting, som de oprindelige dødssynder omhandlede. Nej, SidneyLises dødssynder er the real tough stuff. Nedenstående billede illustrerer faktisk rigtig godt problemerne, men vi vil alligevel skære dem ud i pap:



1. Første dødssynd er brugen af ordet "Søde" overfor piger, der ikke er ens kæreste, døtre eller søstre. De fleste piger har vel prøvet det: En eller anden fyr, som man ikke rigtigt har noget forhold til, har fået fat i ens msn, mobilnummer, FB eller andet, og nu spammer han en til med "hej søde... ;-P hvasså?" og lignende beskeder. Hvis man er sådan en høflig pleasertype som begge SidneyLiser er, så vil man typisk ikke turde sige fra og vil bare lade det der "søde" stå usagt, selvom man egentlig har lyst til at skrige, at man i hvert fald ikke er hans "søde"! Og så fortsætter det og bliver et overload af "søder" indtil samtalen kommer til at se sådan her ud:
"hej søde... ;-P hvasså??"
"Jamen, ikke så meget."
"ok søde.."
"Har du det godt?"
"ja søde"
"Okay, det var godt."
"hehe søde"
"Karl Åge, jeg håber ikke, at du tager det her personligt, men jeg har det altså ikke så godt med, at du kalder mig "søde". Det ord er forbeholdt min mor."
"ok helt i orden."
"Tak :)"
"så lidt frække ;-P"
(Og vi sværger, at vi faktisk har haft den slags samtaler)
Så kort sagt fyre: Selvom I gør det i bedste mening virker det altså bare slesk og desperat at kalde veninder (eller andre piger, der ikke er kærester, søstre eller døtre) for "søde". Vi er endnu ikke stødt på piger over 13 år, der synes at det er fint. Vi kan virkelig ikke lide det. Og det samme gælder brugen af "kæle"navne som "Smukke" og "Frække" (om end det heller ikke smart at kalde sine søstre eller døtre det). Helt ærligt, ikke? Lad være.

2. Vores anden dødssynd har vi allerede skrevet om før, men vi bliver nødt til at nævne den igen. Mænd i denimskjorter. Ad ad ad. Et fænomen, vi ikke vil forstå til den dag, vi dør. De eneste acceptable er dem, der bare ligner en lyseblå skjorte... OG HVORFOR TAGER MAN SÅ IKKE BARE EN RIGTIG LYSEBLÅ SKJORTE PÅ I STEDET??? Hvad kan vi sige? Vi er tomme for ord.

3. Er ret meget i samme boldgade som nr. 1. Nemlig brugen af ordet "hehe" - i modsætning til "søde" er der ingen begrænsning på det. Det skal bare cuttes helt ud af sproget. Men hvad er så problemet med ordet "hehe"? Jo, nu skal I høre. Problemet med "hehe" er, at det ikke har noget indhold. Lad os lige gennemgå andre ord i samme boldgade: "haha" betyder, at noget er sjovt, "høhø" står for lettere lummer humor, "hæhæ" er hvis man er snedig, "hoho" er hvis man er julemanden, "huhu" findes ikke og "hihi" er "jeg omfavner min homoseksuelle side" (hvilket Anne Sofie synes er virkelig hot, men hun har jo også en forkærlighed for fyre, der virker gay). Men "hehe"? Hvad er lige udsagnet i "hehe"? Det er sådan lidt "jeg ved ikke hvad jeg skal sige, det du sagde var ikke sjovt nok til at jeg vil give det et "haha", men samtidig vil jeg ikke fornærme dig ved bare at skrive "ok" så derfor skriver jeg "hehe" flankeret af et "søde" og så er det ok" - nej, folkens.

Så fyre, er den gået ind på lystavlen? Nu vil vi aldrig mere se nogen af jer begå ovenstående tre epic fails igen. Hvis vi nogensinde ser jeres mund forme ordet "søde", jeres fingre taste "hehe" på mobilen eller jeres øjne interesseret betragte en denimskjorte, så kommer vi personligt efter jer. Og ikke på den gode måde. FYI.

- SidneyLise

lørdag den 6. marts 2010

Yoyoens aften

Torsdag aften tikker denne sms ind på min telefon: ”Du skal se Joey Moe i aften med mig på Karel!” fra min veninde, der arbejder for hans manager. Godt, tænkte jeg. Jeg skal godt nok op og have erhvervsøkonomi fredag morgen (tidligt!), men det er jo JOEY MOE! Ham med yo-yo’erne!
(Før min musiksmag bliver disset totalt, vil jeg lige sige, at jeg også hører Muse. Og Arctic Monkeys. Og… andre seje bands. Nemlig).



Den lille røde pil viser hvor jeg stod og shakede med.




Her er Joey på vej over for at give mig et kram - eller er det et dansemove? I'm not sure.

Ind kommer vi, og så starter min starstruckhed: den første jeg ser er Nick fra Paradise! Okay, han er ikke rigtig kendt for andet end at knalde på tv, men det er også en slags kendthed! Efter et par drinks, delt ud af Anni Fønsby look-alikes, kommer Joey himself på scenen (lige en sidekommentar – hvad sker der for hans hår?! Mega kiks!). Anyway, han synger en masse og jeg står heeelt oppe foran, og skriger. Jeg synes ligesom man må leve sig ind i rollen, når man er på Karel. Pludselig er der en der skubber lidt til mig bagfra, og jeg bliver først ret irriteret, men så ser jeg: DET ER BURHAN G! Han maser sig forbi mig og op på scenen, mens linjen ”Jeg har rørt ved Burhan G, jeg har rørt ved Burhan G!” kører på repeat i mit hoved. Derefter blev jeg halvfuld, men det slutter ikke her. På vej ud, sker det største i mit liv. Jeg går ned af trappen mod garderoben, da jeg ser… åh jeg kan ikke engang skrive det. SIDNEY LEE! Han står der! Med fuld make-up, læderleggings, cowboy-boots und alles! Jeg er ved at besvime, men overmander dog min trang til at springe op på ham og skrige, så jeg går langsomt forbi ham, mens mine øjne er ved at trille ud. Sidney Lee! Han er faktisk blevet lidt buttet, observerer jeg alligevel. Og han så sur ud. Men jeg elsker ham stadig!

Min veninde, der er vandt til at se kendte hver dag på sit arbejde, var ret flov over mig. Hun sagde flere gange: ”Isabel. No offence, men du skal virkelig lære at styre dit face. Det er ret pinligt”. Jaja, tænkte jeg. Der er jo mørkt på diskoteker, ikke. De har nok ikke set alt den smule savl i mine mundvige.
Heldigvis er det så skønt med diskoteker, at der altid er nogen, der er pinligere end en selv. F.eks. den pige, der hoppede op på scenen til Joey, og gav ham en, lad os kalde det mislykket lapdance/booty shake. Hun blev så også smidt ud, og det undgik jeg alligevel! Wooo!

Det eneste der er lidt trist er, at jeg har opnået mit mål i livet allerede nu. Og så alligevel… det er også lidt cool, det er der ikke mange, der kan prale af at have gjort i en alder af 19!

- Isabel

fredag den 5. marts 2010

Nej, i USA er der mere stil over det...

Jeg læste på Politiken.dk, at valgkampen officielt er skudt i gang her i landet. Min første tanke var: "Var der ikke lige valg for 3 mdr. siden? Damn, de er godt nok i god tid, hva'?", men ved nærmere gennemlæsning viste det sig, at der åbenbart er tale om et rigtigt valg denne gang. Ala Folketing! Og at Lars Løkke og Hellepigen har været ude i en debat for ligesom at markere, at nu er det dem, der skal kæmpe og vinde det her shit. Okay så.

Nu læser jeg jo Litteraturvidenskab - et studie, der internationalt hedder "Comperative Literature", fordi det netop handler om at sammenligne litteratur fra forskellige lande og perioder. Og muligvis er det fordi, jeg har været opgaveramt i hele denne uge, muligvis er det fordi, jeg har haft influenza imens, sandsynligvis er det en kombination, men i hvert fald satte jeg mig for at benytte litteraturvidenskabelige metoder på dette blogindlæg. Jeg besluttede mig for at sammenligne med, hvordan de gør i USA.

Og her vil jeg gerne henvise til overskriften på dette indlæg. Efter at have youtubet lidt blev jeg nemlig virkelig bitter over, at vi åbenbart har en helt anden mentalitet når det kommer til at føre valgkamp her i landet. Hvad har vi? Vi har roser og flyers og paneldebatter og røvkedelige overvægtige mænd i fyrrerne med dårligt siddende habitter og stramtandede lyshårede kvinder - også i fyrrerne - der ser kunstige og uhyggelige ud. Gah... Ved I hvordan man fører valgkamp i USA? Sådan her:



"Giuliani, take it to the streets
Obama, shake it to the beat!"

Sådan noget burde man virkelig overveje at lave i Danmark, synes jeg. Faktisk vil Isabel og jeg gerne melde os frivilligt til at promote et eller parti eller en eller anden politiker til det upcoming folketingsvalg. Ingen af os har en politisk holdning længere (faktisk har vi på trods af vores korte stemmeretsperiode nået at stemme på tre forskellige partier - hver!) og vi har indset, at den eneste, man kan stole på, er Dronning Margrethe. Derfor er vi nu blevet monarkister og ønsker enevældet genindført. Dog vil vi nu være ligeså populistiske som størstedelen af de politiske partier og sætte os selv til salg til dem, der byder højest. Uanset hvem. Vi har kun tre ultimative krav:

1. Vi vil have et link på deres hjemmeside.
2. Vi vil have lov til at kravle rundt på Folketingets talerstol i hotpants og tubekjole, mens vi synger "I like my men like I like my coffee" eller noget andet relateret til den kandidat, vi promoter.
3. Vi vil have en rulle Odense råmarcipan - hver.

Så derfor: Vil I gerne have SidneyLise som "Lars Løkke Ladies", "Søvndal Girls" eller "Skaarup Skanks", så send os en mail!

- Anne Sofie

P.S. Er kandidaten lækker kunne vi godt overtales til at lave noget ala det nedenstående. Vi er ret lune på idéen om at poledance nede i metroen iført Manu Sareen t-shirts.

torsdag den 4. marts 2010

Da I smeltede mit hjerte

(advarsel: skoshopping)



Jeg har haft udset mig en kjole fra H&M i et stykke tid, men flere rationelle stemmer fortalte mig, at jeg da lige skulle vente lidt og tænke mig om. Nu er det normalt ikke et begreb jeg gør mig særlig meget i, men jeg besluttede alligevel at følge deres råd, hvilket skulle vise sig at være en fatal fejl. Ind i H&M kommer jeg glad og kigger forventningsfuldt rundt – men hvor er kjolen? HVOR ER DEN? Jeg løber desperat rundt, indtil jeg finder en ekspedient med dårlige ekstensions: ”Den der kjole! Den der kjole, der ligner lidt denne her, men så alligevel overhovedet ikke, og så har den en lynlås der, og er grønlig, hvor er den?” *kigger desperat rundt* ”Nåå den. Den er udsolgt. Desværre...” ”HVAD? Nejnejnej. Har de den i andre H&M’er? Kommer den igen?!” ”Njaa.. den er væk i de H&M jeg kender. Ved ikke lige om den kommer igen… måske”. ”NOOOOOOOOOOOO!” Jeg sender alle de værste tanker til de, der mener, at man lige skal tænke sig om – for ved I hvad? Ting bliver udsolgt! Man går glip af ting, når man tænker!

I min sorg vandrer jeg rundt og synes alt hvad jeg ser er grimt, ikke engang Karen Millen butikken gør mig glad. Jeg går med bøjet hoved ind i Zara, kigger rundt på alt det kedelige tøj, der hånligt kigger på mig med et: ”Jeg er ikke den kjole du ville have. Jeg er bar en sørgelig stribet kjole i dårligt, brandbart stof fra Zara. Hahaha”. Suk. Men pludselig ser jeg et par sko, der ensomt er hengemt i hjørnet af butikken. Jeg kan mærke min puls stige en smule, mens jeg med hurtige skridt går hen mod dem. ”Hvis de er en størrelse 36 er det her ment to be. Hvis de er en 37, så er jeg officielt hånet ud af shoppeverdenen”, tænker jeg. Jeg samler dem langsomt op og ænser ikke andet omkring mig, mens jeg vender dem forventningsfuldt om og til min store glæde ser, at forelskelsen er gengældt – de vil være mine! De passer mig perfekt og mens de sidder på mine fødder, fortæller de mig, hvor sørgeligt der er der i butikken og at de meget gerne vil med mig hjem og bo. Jeg kan selvfølgelig ikke nænne at efterlade dem i deres elendighed, så mit gode hjerte beslutter at købe dem. Og således slutter en lykkelig kærlighedshistorie.


De er faktisk en smule Chloé-ish, hvilket altid har været et af mine yndlingsmærker. Jeg håber de bliver gode venner med min pudderfarvede Chloé Paddington taske, når sommeren kommer.



For resten købte jeg roser på Kultorvet inden jeg tog hjem. Blomster er bare verdens bedste accessorie - jeg overvejer at købe dem altid, fordi det ser så overskudsagtigt ud at rende rundt med en buket under armen. Jeg minder skræmmende meget om Charlotte fra SATC...

- Isabel