onsdag den 6. oktober 2010

Anmeldelse af Sandheden Om Mænd

Sandheden Om Mænd er en komedie om kærlighed og jagten på livets sande lykke. Det lyder umiddelbart uendeligt klichéfyldt, men filmen bæres igennem af de små finurligheder, hovedpersonens skøre tankespind og det geniale skuespil.

Thure Lindhardt spiller hovedrollen som Mads, en trediveårig manuskriptforfatter, der er pludselig ser sig selv fanget i alle mænds værste maretidt: villa, Volvo og vovse! Han slår op med sin kæreste og flytter fra deres nyindkøbte hus til en lille snusket lejlighed hvor han vil ”realisere sig selv” og finde livets sande værdi. Det går imidlertid ikke så godt. Han står foran utallige kiksede dates, angstanfald og mislykkede manuskripter, indtil han til sin skræk opdager, at det liv han lever, akkurat følger den kurve et typisk filmmanuskript gør. Han mangler blot slutningen.

Filmens titel er en smule misvisende. Den kommer til at lyde som en film om kønsforskelle, og om at mænd i virkeligheden bare vil have fisse (for det er jo dét, vi forbinder med ”sandheden om mænd”-udtrykket, ikke?). Men den er meget mere end det. Den handler om, at de valg vi tager i livet betyder noget, og at der ikke altid er en ”rigtig” og en ”forkert” vej.

Typisk ved man hvilken person hovedpersonen ender med at blive kærester med i sådanne film. De er som regel bygget op således, at manden først dater en kedelig, snerpet dame med knold, som ikke vil andet end at have børn, men SÅ finder han sin eneste ene. I ”Sandheden Om Mænd” er der ikke nogen af personerne, der er så stereotype, og det gør den både realistisk og spændende. Og så er den sindssygt morsom - ikke på den der ”falde på halen”-agtige måde, thank god – men på den mere tragikomiske måde, hvor man ikke kan lade være med at grine.

Bedømmelse
Nu føler jeg mig helt som den irriterende dansklærer, der aldrig giver 13 (eller 12, som det jo er nu), for den fortjener virkelig topkarakter - den eneste grund til at den lander på fem og ikke seks S'er, er den lidt for brugte problemstilling der sættes op kvinder og mænd imellem.

SSSSSS

4 kommentarer:

bykirabo sagde ...

Umiddelbart er jeg ikke blevet imponeret over, hvad jeg har hørt. Men...
Er smaskforelsket i Tuva :)
Så måske den får en chance hos mig?

Anonym sagde ...

Hej piger
Jeg har sendt jer en email, som jeg håber I vil svare på så hurtigt I kan.
Hilsen Marie/marimsen

SidneyLise sagde ...

bykirabo: Hun er også dejlig :) Jeg synes i hvert fald klart den er anbefalelsesværdig.

Marie: Tak for mailen. Jeg har svaret ;)

- Isabel

Kim sagde ...

Rigtig fin lille anmeldelse! Glad for at se piger også kan lide den, så i kan se hvor forskruede vi mænd (også) kan være.

Så faktisk Tuva dagen efter på klods hold, dagen efter jeg havde set filmen OG blevet forelsket i hende. Noget af en oplevelse!

Ha det godt Kim