onsdag den 21. april 2010

Måske enden på et forhold? :(

Som flere måske ved, har jeg ikke noget normalt tv-signal til mit sølle 19 tommers tv. I stedet har jeg en stueantenne, som er en lille sort ting, der modtager signalet så man kan se DR1, DR2 og TV2. Vores forhold er dog stødt på ret mange komplikationer.
For det første er det verdens største primadonna-antenne. Jeg har aldrig mødt en, der var så besværlig og krævende som den! Den vil kun modtage signal, når man hænger den ud af vinduet i en vinkel på 50 grader mod Nord – og det er desværre ikke en joke; jeg står med hovedet og antennen ude af vinduet og peger den rundt mens tv’et siger ”Rrrhhhhhhhhrrrr…. rrhhhrrr… Der har været flere vejbomber i … rrrrrrrrrrhhhrrrrrr… og det var TV avisen for i aften” SIGNAL! Hurra! Og så er det man skal passe på, for man må absolut ikke rykke til antennen, ellers mister man signalet. Samtidig er det også lidt en ulempe, at jeg kun kan se fjernsyn med vinduet åbent - det er en smule koldt om vinteren, når der er frost udenfor. Derudover er det problematisk når vejret er som i går, for Antenne-Eric har det nemlig ikke godt med regn. Så basically kan jeg kun se fjernsyn om sommeren og når vejret er godt.


Photobucket


Men det slutter ikke her. Primadonna-Eric har nemlig totalt beslaglagt min seng, og har sagt at hvis jeg skal have lov til at se ”Deadline” i aften, skal han have den helt for sig selv, så nu er jeg forvist til sofaen. (Disclaimer: jeg ser ikke Deadline. Men der kommer Dagens Mand! Hvilket jo også er meget vigtigere TV).
Sidste ting, som jeg faktisk har svoret ikke at offentliggøre er, at han er trans. Han går konstant i mit tøj – han bruger endda mine solbriller, når han skal hænge med hovedet ud af vinduet og så har han krævet at blive smurt ind i solcreme, fordi han er bange for at blive rød og skallet. Jeg var ret flov da jeg opdagede det, men nu har jeg langsomt vænnet mig til, at mine bh'er og solbriller lejlighedsvis hænger på ham.




Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Det er et af de forhold, hvor man godt ved, at man ikke er gode for hinanden, men samtidig lever i dyb afhængighed af den andens kærlighed. Jeg har, lidt hemmeligt, overvejet at skifte ham ud med en Boxer. Det er en super svær beslutning, fordi jeg også er en stor tryghedsnarkoman, og Antenne-Eric og jeg har bare så meget historie sammen. Men jeg tror vi er kommet til det punkt i vores forhold hvor det er på tide at sige farvel. Det går bare ikke, at han gør mig mere ked af det end glad, vel? Nu har jeg i hvert fald taget konsekvensen og ændret vores ”in a relationship” status på Facebook til ”it’s complicated” og så må vi se hvad der sker.

- Isabel

11 kommentarer:

Leoparddrengen sagde ...

Der kom også med digitaliseringen nogle nye elektrisk forstærkede stue-antenner.

Det kunne da godt tænkes at sådan en elektronisk løsning kunne give større tilfredsstillelse end ham Eric?

(Boxer kører såvidt jeg ved også via antenne - forskellen er bare at man får en dekoder til en masse kodede signaler; så hvis du ikke kan se de ikke-kodede bliver det næppe bedre med det.

Jeg bruger iøvrigt selv gammeldags (ikke-forstærket) stueantenne, og var ganske lykkelig ved digitaliseringen, for der blev min modtagelse væsentlig bedre - ligesom jeg også kan se DRs nye kanaler (Rmasjang, DR K, DR HD etc).)

Alice M sagde ...

Øh.. nu siger jeg bare lige noget som nok gør dig ked af det.

Boxer kræver aktså også at du har en antenne - det siger boxertv.dk i alt fald på forsiden af deres hjemmeside.

Så hvis Hr. Primadonna ikke kan få forbindelse til TV-signalet i luften, tror du så en anden antenne kan?

Og nej - jeg har ingen forstand på TV-signaler :)

Sarah sagde ...

HAHAHAHAHAHAHAH :D

Love it!

AS' far sagde ...

Hvor jeg normalt færdes er det ikke for at rode med antenner at kvinderne hænger ud af vinduerne - den slags teknik lader de mændene om. Har du ikke en kæreste der kan fikse det? Eller ham har Anne Sofie måske snuppet!
I øvrigt har de andre kommentatorer ret: Boxer gør ikke livet nemmere, bare dyrere. Prøv først med en antenneforstærker. Eller spørg Anne Sofie til råds. Hun har jo en fjern fortid i telebranchen.

Marianne sagde ...

Jeg ville have det på samme måde som dig, hvis jeg ikke lige havde været på kursus og lært, at alt hvad jeg ikke nærer og elsker, bør jeg smide ud.

Det er en langvarig proces, men lige pludseligt kommer det til dig - håber jeg.

Den Rigtige Kasper sagde ...

Men det ER jo hendes meget, meget kloge kæreste, der har kigget på det, og som har konstateret, at antennen, som rent faktisk ER forstærket, kun vil modtage signal, hvis den ligger ude på taget og peger i en helt bestemt retning :)

Måske vil mere forstærkning hjælpe, men hvis der ikke er noget signal at forstærke, så nytter det jo ikke. Og det nytter jo heller ikke at investere i en forstærker, for så at konstatere, at det stadig ikke virker.

Generelt er det vist ret hit & miss, om man kan modtage signal med en indendørs antenne lige præcis dér, hvor man bor.

SidneyLise sagde ...

Jamen. Øv! Er det så bare håbløst? Skal jeg virkelig undvære "De Unge Mødre", "Singleliv" og alt det andet reality-tv for evigt? :(

Antenne-Eric har vist forresten opdaget indlægget, for i dag vil han ikke engang give signal, selvom jeg vipper ham i den HELT rigtige retning.
My life is over :( :(

Tak for Jeres kommentarer, though - selvom I burde have svaret på alle mine problemer!

- Isabel

Leoparddrengen sagde ...

Er der en grund til du ikke bare får kabel lissom alle andre (stort set)?

Ellers må du vist flytte. Eller spørge din nabo om i kan dele signal, hvis han/hun kan modtage noget.

Anonym sagde ...

Det er tid til at tage dit forhold op til revision. Der er kommet en ny fyr på markedet, som både er flottere, og har udstyret i orden, ha ha.

Du skal få fat i ham her, han kan det hele, og kan blive ved time efter time, og det kan vi jo godt lide ;-)

http://www.happii.dk/product.aspx?prodid=98856

Ms Confashion sagde ...

Håber, du og Antenne-Eric hitter ud af det... ville være synd andet - og jeg kender i hvertfald ingen (INGEN) Kabel-knud, der ser ligeså fin ud i solbriller - dét funker ÆGGE...
derfor, nyd solen i ruden med din lille mand... eller bered dig på i knud(e)-mand i hjørnet af stuen!!!
<3 Nete

frafemtesal sagde ...

Jeg kender det alt for godt - de stueantenner er trods flere årtiers udvikling ikke meget værd - jeg brugte på et tidspunkt en hjemmelavet antenne lavet af staniol - og den var rent faktisk lige så godt som den til 400 kr fra Elgiganten.
Så gik der en periode hvor jeg prøvede at være hende der hvilede vildt meget i sig selv og derfor ikke havde brug for at se fjernsyn overhoved.... Den var der ingen der troede på - ikke en gang mig selv...
Så nu har jeg kabel