søndag den 14. marts 2010

SidneyLise til Nephew

I går var Anne Sofie og jeg blevet inviteret til Nephew koncert – helt vildt V.I.P.! (okay, min veninde arbejder i musikbranchen, og hun manglede nogle skanky flyer-uddelere, og kom straks i tanke om os).

Jeg er meget stor Nephew-fan, men da jeg spurgte Anne Sofie om deres nyeste album, svarede hun nogenlunde således: ”Ehhm. Nephew… Er det ikke dem der har lavet den der ”Darth Wader?”. For en inkarneret fan, gør sådan noget ondt, så jeg besluttede mig for at tvinge hende til at høre alle deres numre igennem, så hun ikke kom til koncerten og var en total noob. Det ville hun ikke.

Vi ankom til KB-Hallen hvor koncerten foregik, og gik målrettet mod ”Gæsteliste indgangen”, mens vi håbede at andre folk så, at det var der vi var på vej hen. Vi talte højt om, at nu måtte vi også finde den rigtige indgang, og det var jo ikke så nemt, når man skulle finde den, hvor der stod GÆSTELISTE ovenover. Der var vist ikke nogen der lagde mærke til os, men vi gav det da et ihærdigt forsøg.

Selve koncerten var spækket med sjove typer. Foran os sad dem vi kalder ”Firma-festen”. Det var sørgelige typer i slutningen af trediverne/starten af fyrrerne, der virkelig gik til den med dans (eller hvad man skal kalde det når de hopper rundt med armene i vejret) og de vendte sig ofte om med et ”koom sååå folkens *klap klap* op at stååå!” Sørgeligt.
Tæt på dem sad hende vi kalder ”Mommy”. Mommy havde en hellang blomstret kjole på og havde rygsækken på maven. ”Man skal jo passe på, ikke”, havde hun nok tænkt. Nå, men hun købte shots i massevis og hoppede rundt (MED rygsækken), mens hun svingede med armene, så godt hun havde lært.
Ved siden af os, sad "Brian". "Brian" havde meget tatoverede arme, var skaldet og lugtede utrolig meget af ”Ferrari” parfumen. Han var også en meget ivrig fyr, og vi fik flere gange et par flade (dog ikke med vilje), når han svingede de steroidefyldte bøffer. Herefter begyndte jeg at spekulere på, om det egentlig var så godt at være Nephew fan alligevel.

Anne Sofie brugte det meste af aftenen på at stirre bagud, for der sad nemlig Thomas fra X-factor! "ISABEL, SE! Det er Thomas! Jeg elsker ham! Han er sådan en splejset Weltschmerztype, der går med hat - han er ligesom mig!!"
Jeg var mere fokuseret på Nephew, og sukkede over Simon Kvamm, som jeg altid har haft en crush på (om end jeg stadig var starstruck over Thomas), mens jeg tog en masse halvslørede billeder, indtil jeg fandt ud af, at man ikke måtte have kamera med. Men VIP som vi jo er, ignorerede vi skiltet.



Og så læste vi lige i kommentarerne til gårdsdagens indlæg, at vi var blevet spottet på stationen, ihh altså! Hvis I ser os og kan genkende os, så må I meget gerne komme over og sige hej - så bliver vi så glade.

- SidneyLise

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Tillykke med jeres VIP-status. Det er altid dejligt at få særbehandling.
Men hvis den ved koncerter består i at blive anbragt længst væk fra scenen lige under loftet (at dømme efter billedet) er det måske ikke så meget ved. Jeg har andrig været VIP (hulk) men engang ved en Poul Krebs koncert - med frit pladsvalg - kom jeg først ind, løb mod de forreste rækker for kun at finde dem afspærret: Til særligt indbudte gæster. Det viste sig at der var dvd-optagelse den aften og man plukkede de særligt unge og smukke ud til at sidde forrest. Hvordan det så lykkedes at fylde tre rækker med den type til en Poul Krebs koncert kan undre...
De få gange jeg har været på gæsteliste er i meget små spillesteder uden VIP-områder, eller til en festival, som dengang Michael Falch lovede at sætte mig på gæstelisten - og glemte det! Dér stod jeg med mine +2 og kunne ikke komme ind. Heldigvis havde jeg mailen fra Michael med og efter lang tids diskussion fik vi adgang. Dog ikke med VIP-status som håbet, så vi måtte mænge os med pøblen.
UPS, lang kommentar, men til gengæld den eneste :-)

SidneyLise sagde ...

Haha, den anekdote med Poul Krebs har jeg hørt før - som de siger i "Music and Lyrics": "The audience had gotten older - and so had we." - det gælder nok alle firserbands (ja okay, om Poul Krebs er et firserband kan så diskuteres, men alligevel...).

Men vi kunne faktisk selv vælge pladser - vi gad bare ikke at stå nede i pøblen og blive skubbet til og få hældt øl udover os. Så derfor valgte vi dem med siddepladser og tæt på toiletter og øl. Og jeg tror faktisk, at det var de mest VIP-pladser, vi valgte, siden vi sad ved siden af X Factor Thomas!!

Nå ja, og tak for kommentar. Vi får normalt aldrig comments på vores events, så det var meget rart :)

- Anne Sofie