torsdag den 5. november 2009

American Apparel-skuffelser

Selvom vi her på SidneyLise generelt er meget begejstrede for AA og hele deres koncept (lækkert basistøj i et hav af forskellige farver til overkommelige priser - we like!) bliver jeg alligevel nødt til at komme med en mindre entusiatisk anmeldelse af den pakke, jeg modtog for nyligt.

Jeg havde hørt en masse godt om deres Triblend-serie, så jeg bestilte en oversize pullover og en 3-pack t-shirts i det materiale, samt en shiny nederdel (som Isabel også har) og en langærmet kjole i den meget roste farve Eggplant.

Den lilla kjole er virkelig fin og lader til at være i ret god kvalitet. Dog er den noget mere nedringet end billederne på hjemmesiden giver indtryk af, men det er ikke noget, der ikke kan klares med en top under. Dog er den virkelig lille i størrelsen, så tag i hvert fald et nummer større end du plejer.

Nederdelen er en såkaldt "blogger-favorit" på deres hjemmeside og det fik mine forhåbninger op - især fordi Isabel også har den og er virkelig glad for den (yay, veninde-nederdele!). Men jeg blev en anelse skuffet - ikke at den ikke var fin, men min havde et problem ved syningen i den ene side og den kravlede op hver gang jeg bevægede mig det mindste, så den endte med at være uanstændig kort. Den røg tilbage - mest pga syningen dog (skankyheden kunne jeg egentlig godt leve med - hvad forventer man, når man køber en latexnederdel?).

Photobucket


Triblend-tingene var dog uden sammenligning dem, der skuffede mest. Jeg havde glædet mig enormt til t shirt'sene, da jeg havde set dem postivt anmeldt flere steder og jeg virkelig mangler et par gode basis tees i bedre kvalitet end H&M i min garderobe. Jeg tog dem i str. XS - min almindelige størrelse -, da de godt nok er unisex, men jeg gerne ville have dem lidt baggy.
Desværre skuffede de fælt - først og fremmest i kvaliteten. De var fnuggede, slatne og så meget forvaskede ud, hvilket muligvis er idéen bag Triblend, men de her lignede til forveksling mine gamle idrætstrøjer fra 5. klasse. Der var ingen lækkerhed i dem og de var på ingen måde de ca. 17 euro pr. stk værd.

Det gik ikke meget bedre med sweatshirten. For det første havde den underlige tandpastalignende pletter på det ene ærme, hvilket de egentlig burde tjekke inden varerne sendes ud. For det andet var den helt helt gal med pasformen her. Jeg havde bestilt i en small, men alligevel var den så kort, at den kun gik mig til navlen. Jeg har muligvis en lang overkrop, men jeg er stadig ret petite og jeg kan ikke forestille mig, hvordan folk, der er højere end 160, vil kunne bruge den uden at det ser helt tosset ud til dem. Den røg naturligvis også tilbage, sammen med t-shirt'sene og nederdelen.


Photobucket


Så det var generelt en ret skuffende, men dog (hvis man skal se positivt på det) billig omgang hos AA.

- Anne Sofie

Ingen kommentarer: