søndag den 5. december 2010

Arrivederci Sidney

Hej allesammen,

Efter mange overvejelser har vi besluttet os for at holde pause fra bloggen på ubestemt tid.

Grunden til det er faktisk noget så udramatisk som, at vi føler at vi har sagt det, vi havde at sige. Vi har hele tiden haft en aftale om at køre bloggen så længe, vi følte at vi havde noget nyt at bidrage med, og nu kan vi mærke på os selv og hinanden, at inspirationen simpelthen er forsvundet. Vi har aldrig brugt SidneyLise som dagbog, så derfor er det meget naturligt, at der ville komme en dag, hvor det hele var sagt. Og så vil vi egentlig hellere stoppe mens legen er god end at komme med halvhjertede, fesne indlæg.

Derfor takker vi af for denne gang - vi vil ikke afvise at lysten skulle komme tilbage i fremtiden og at vi om nogle måneder står der "heeeeej allesammen, har I savnet os, hehe", så derfor lukker vi ikke bloggen endeligt.

Det har været begivenhedsrige 13 måneder, vi nåede at blogge, og vi vil gerne takke alle vores læsere for at have læst med med og kommenteret og sendt os mails og undladt at kommentere vores stavefejl og deltaget i vores konkurrencer og bare gjort det vildt meget værd at blogge! I vil blive savnet!

This isn't goodbye - it is auf wiedersehen!

/Anne Sofie og Isabel


Photobucket


P.S. Og bare for en god ordens skyld så er det altså hverken fordi vi er uvenner eller gravide, at vi holder pause. Bare så der ikke opstår alle mulige rygter.

P.P.S. Hvis I liker dette indlæg er I altså lidt tarvelige...

.

tirsdag den 30. november 2010

Sony Ericsson vs. Nokia

Jeg har fået ny telefon efter min gamle, røde Sony Ericsson besluttede sig for at dø. Den har ellers overlevet mine voldsomheder i fire(!) år;  været begravet i en snebunke, vækket til live igen, taget diverse fald fra flere meters højder og oplevet flere fornærmelser, fra folk med iPhones, der kaldte den "Retro".

Så R.I.P. Lille Røde Erik.

Photobucket

Ej, hvor pinligt. Se hvor fedtede de er...

Nu har jeg fået en Nokia. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med det. Jeg ér en Sony-girl (høhø), og jeg er allerede ved at få spat af, at mellemrumstasten sidder FORKERT. Så folk modtager i øjeblikket en del uforståelige sms'er - og jeg præsterede endda at gøre mig halvt uvenner med en veninde, fordi jeg ikke har fattet smiley-funktionerne på Nokia og sendte sms'er med "Det kan du bare se der og der *VRED SMILEY*" og "Okay, jeg skal nok gøre det >:(" (det skulle have været en blinkesmiley, men ak).

Så til alle, der tror at jeg er ramt af kronisk PMS: Jeg har bare skiftet til Nokia.

Hvilken telefon-girl/boy er I? Sony, Nokia, eller en smart iPhone-guy?

- Isabel

torsdag den 18. november 2010

Have Sex With a Guy With a Mustache Day!

Ligesom oktober er officiel brystkræftmåned er november den officielle måned for bekæmpelse af manderelaterede kræftsygdomme. Som et initiativ lader mænd deres overskæg vokse hele november måned (hvorfor måneden der har fået kælenavnet Movember i den engelsktalende del af verden) for at gøre folk opmærksomme på at kræft også rammer mænd.

Og nu er det så muligt for os kvinder at støtte kampen imod mandesygdomme. I dag er nemlig den officielle "Have Sex With a Guy With a Mustache Day!", og det betyder - som titlen antyder - at man kan skøge den med god samvittighed i dag, fordi det går til et godt formål!




Use your vagina to make a difference!

- SidneyLise

P.S. Vi overvejer lidt om vi skal have en eller anden form for aldersrating på vores side eftersom vi faktisk er begyndt at opfordre vores læsere til utugt...

.

onsdag den 17. november 2010

(Anne) Sofies verden

Det har altid været en del af mit image at være sådan ret klog. F.eks. havde jeg årgangens næsthøjeste snit, da jeg gik ud af gymnasiet, og nu læser jeg på en uddannelse, hvor vi allesammen går rundt og vigter os af at være virkelig intellektuelle. Dog har jeg især en ting, som jeg virkelig er lousy til, og det er geografi. Jeg ved intet om, hvilke lande, der ligger hvor og hvordan man lever de forskellige steder. I går blev det igen skræmmende tydeligt.

Jeg sad sammen med min kæreste og min far, der begge to er virkelig kloge og altid vinder i Trivial Pursuit. På et tidspunkt kommer vi til at tale om ulande, og jeg siger:
"Altså, den største forskel på Afrika og Indien er vel industrien?"
"?"
"Ja, for Indien har jo byer."
"Det har de da også i Afrika?"
"Jojo, men jeg mener rigtige byer. Sådan med huse og gader."
"Altså, hvordan tror du at de lever i Afrika?"
*det går op for mig, at jeg aldrig har tænkt over det før* "Jamen... der har man vist sådan nogle blikhytter. Og bambushytter. Og... lerhytter."
"Ej Anne Sofie, de har altså storbyer præcis ligesom os! Prøv bare at finde billeder af en hvilken som helst afrikansk hovedstad, og så kan du se at det faktisk ligner vores storbyer."
"Altså... jeg er ikke helt med? En hvilken som helst afrikansk hovedstad?"
"Ja, fra et hvilkent som helst afrikansk land."
"Okay... altså... nu spørger jeg muligvis dumt, men ER Afrika ikke et land?"
"..."

Især min kæreste var chokeret over min manglende geografiske viden - så han gjorde det totalt tarvelige at bede mig om at tegne et verdenskort. Som jeg vælger at bringe her:


Photobucket


Til sammenligning er her et rigtigt verdenskort:



Jeg må indrømme, at jeg ikke kan se den store forskel. Bortset fra at jeg måske har overvurderet Danmarks størrelse lidt i forhold til Afrika. Og glemt Grønland. Og Australien. Og den der aflange jordting, der forbinder Afrika og Mellemøsten.

- Anne Sofie

P.S. Jeg kan btw rigtig godt relatere mig til denne video. Jeg forstår ikke at folk kalder hende blank. Som om vi europæere ville kunne svare på lignende spørgsmål om de amerikanske delstater, f.eks.






.

mandag den 15. november 2010

Paint after numbers - min nye pony

Jeg har opdaget et foruroligende mønster i mine overspringshandlinger her under eksamensskrivningen. Mange ville nok bruge deres tid på at ses med vennerne, shoppe eller lave andre normale og spændende ting. Jeg derimod har købt mig et ”mal-efter-numre”-sæt til 8+ -årige.

Det begyndte en helt normal onsdag, hvor jeg skulle sende et brev (faktisk nogle af præmierne til vores Sidneykonkurrence-vindere!). Efter turen på posthuset spotter jeg Panduro Hobby. Da jeg var yngre, var jeg sådan en, der malede æsker og limede glansbilleder på, og lavede smykker som jeg forærede nogle utrolig heldige familiemedlemmer i julegave. Men dengang var jeg også 10 år. Jeg kiggede på Panduro-skiltet og på mit ur – ah! En halv time til undervisning! Jeg kunne jo sagtens nå derind og kigge.

Og så skete det. Jeg så en pony – en mal-selv pony, som jeg bare måtte eje. Langsomt gik jeg hen til kassen og lagde den på disken, og så udspillede følgende scenarie sig:

”Ellers andet?”
”Nej tak…”
”Er det øhm…” *kigger på mig og tænker sandsynligvis: er hun retarderet eller er det ikke til hende selv?* ”… en gave?”
”Øh, ja. Til en pige. Hun er ni”.
”Ahh, okay! Så kan hun bytte den til 31. januar. Jeg pakker den da lige ind for dig!!”


Det tager hende mindst ti minutter at pakke den ind, med bånd til-og-fra kort, og hvad har vi. Jeg får lidt dårlig samvittighed og skynder mig ud bagefter. Alligevel er jeg så spændt og glæder mig så meget til at male den dumme pony, at jeg flår papiret af (med følelsen af, at det virkelig ER en gave), men gemmer den i tasken, inden jeg tager ind på CBS, køber mig en kaffe (okay, kaffekrus med kakao i) og nupper dagens Børsen. Bare for the looks.

Photobucket

Her er mit skønne billede, som det ser ud indtil videre. Nu har jeg bare ET problem. Hvem skal være den heldige vinder af det som årets julegave? Min kæreste siger, at han slår op, hvis det er ham der får det :(

- Isabel

.

lørdag den 13. november 2010

SidneyKlummeskribenter

Vi blev for nogle måneder siden spurgt af bladet Eurostyle om vi ville skrive den månedlige klumme for dem, og det ville vi selvfølgelig rigtig gerne!

Og så har vi bare helt glemt at vise jer resultatet (shame on us!)

Vi har virkelig holdt os i skindet for ikke at skrive om bryster og offentlige erektioner, men vi har jo heldigvis stadig vores blogbaby her, hvor vi kan dele diverse tanker i det regi. <'3.



Photobucket

Photobucket

Læs begge klummer her.

- SidneyLise *der skriver eksamensopgave og som følge heraf kun har spist risengrødsrester de sidste fem dage*

onsdag den 10. november 2010

Du er nu nummer 41 i køen til personlig betjening. Vent venligst.

Okay, nu bliver jeg nødt til at spørge: Er jeg den eneste, der bliver vildt akavet hver gang, jeg taler med en telefonisk kundeservice?

Altså, det burde ikke være så slemt - jeg har jo for helvede selv arbejdet i netop en telefonisk kundeservice (YouSee - jeg ved faktisk en masse om tv og internet), da jeg var 19 og jeg har været på diverse kurser med "Sådan får du kunden til at føle sig godt tilpas, når du taler med vedkommende, så de fatter sympati for dig og du kan sælge en masse til dem, så du kan få noget provision oveni den mindsteløn, du tjener på det her." Men alligevel - trods diverse insidertips - bliver jeg altid superutilpas, når jeg skal ringe til en kundeservice. Jeg er en typisk S-type i DISC-modellen (også kaldet "Hundehvalpen" eller "Den nervøse kunde").



Source

Det bunder måske i at min absolut første gang, jeg skulle ringe til en kundeservice, var kort efter min 18-års fødselsdag. Der var noget med min SU, der gjorde at jeg skulle kontakte Skattevæsnet, og jeg var totalt nervøs for det var jo SKATTEVÆSNET og den slags er superintimiderende for en lille person som mig. Jeg ringer til dem, venter, får svedigere og svedigere håndflader, venter noget mere, og pludselig hører jeg en ung mandestemme i røret:
"Ja, det er hos SKAT."

Og jeg bliver så overrasket og forfjamsket, at jeg pr. refleks siger: "Hej SKAT!"
*total tavshed*
*højlydt latter i røret* "Hej! Nå, men hvad kan jeg så hjælpe dig med?"

Og måske skyldes det, at jeg ufrivilligt er kommet til at flirte med en stakkels skattemand (okay, det ER altså også svært, at en så seriøs instans som SKAT hedder det samme som et pussenusset kælenavn), men nu bliver jeg helt forfjamsket hver gang, jeg skal ringe ind et sted. Især fordi man altid skal have et eller andet nummer klar, og nogle gange har man fem forskellige numre med utroligt mange cifre, og så ved man aldrig hvilket, man skal bruge. Og når man så kommer igennem ved man ikke, om de skal have nummeret først, så de kan finde ens fil, eller om man først skal fortælle hvad det drejer sig om, så de kan se om det overhovedet er nødvendigt med nummeret eller om man bare skal omstilles med det samme.

Suk...

- Anne Sofie

.

tirsdag den 9. november 2010

Farvel Mikael Wulff and HELLO Abdel Aziz Mahmoud

Nu har både Anne Sofie og jeg officielt crushet på (og stalket) Mikael Wulff gennem hele bloggens levetid, men nu vil jeg med min storsindethed lade ham overgå helt til Anne Sofie.

Jeg har nemlig fundet mig et nyt kendiscrush! Og han er ikke engang sådan virkelig red-carpet-kendt, bare lækker (kan I føle Vi Unge-tonen? Der mangler bare plakaten...) Anyways, det er den nye vært på Basta, som faktisk er en af de få gode værter den slags programmer har haft. Han er så meget vi-får-pæne-babies, så nu skal vi giftes og så bliver jeg endelig en ægte B-kendis! Eller. Jeg tror måske han ér gift - jeg synes jeg spottede en vielsesring sidst jeg så programmet? Og jeg skulle jo også giftes med min kæreste - *hint hint*

But still. SE lige hvor pæn han er. Er der ikke nok nogen, der vil få nogle babyer med ham?


- Isabel

Ps. Jeg har haft en meget dyb og givende samtale med en veninde om kendte. Nogle af de lækre kendte er jo ret gamle, men så fandt vi ud af at hele vi konceptet med kendte er, at man må trække ti år fra, når man dater dem! Se bare Klatretøsen, der dater Mikael Wulff og Lasse Rimmers unge kæreste! Det er SÅ meget "ti-år-fra-fordi-han-er-kendt"-faktoren.

.